Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet har præsenteret genåbningen af Danmark på et pressemøde. Vi giver her et overblik over, hvad de præsenterede.

Regeringen har præsenteret følgende plan for genåbningen:

  • Udvalgsbutikker til 5000 kvadratmeter genåbnes med skærpede kvadratmeterkrav. Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre.
  • Udendørs kulturinsitutioner genåbnes med krav om negativ test som er højst 72 timer gammel.
  • Forsamlingsloftet til udendørs idræts- og foreningsaktiviteter hæves til 25 personer.

I Vestjylland og Nordjylland gælder derudover følgende:

  • Alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser er tilbage hver anden uge. Det er et krav, at der foretages test to gange om ugen.
  • Efterskoler genåbner ud fra en model med særlige foranstaltninger.
  • Egner situationen sig til det i andre landsdele, vil de kunne foretage samme genåbning d. 15. marts. Genåbning for de sidste landsdele forventes at kunne ske efter påskeferien d. 6. april.

På Bornholm gælder følgende:

  • Alle klassetrin i grundskoler og efterskoler, inklusiv klubtilbud genåbnes.
  • Alle øvrige uddannelser genåbnes
  • Liberale serviceerhverv genåbnes med krav om mundbind.
  • Forsamlingsloftet hæves fra fem til ti personer.

Forudsætningen for genåbningen af Bornholm forudsætter følgende

  • Alle anbefales at testes én gang ugentligt.
  • Lærere, elever og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser anbefales at blive testes to gange ugentligt.
  • Krav om fremvisning af negativ test for at kunne rejse til og fra Bornholm via færge eller fly.
  • Krav om dokumention for negativ test eller gennemført vaccinationsforløb for kunder i de liberale erhverv.
  • Supplering med forsøg med spildevandsovervågning for Covid-19, når dette er klart.

Se her vores opdateringer fra pressemødet og reaktioner efterfølgende:

– Vi har en forståelse med et flertal i Folketinget om en genåbning der i første omgang stiller sig på det fundament som eksperterne har fremlagt. Det betyder at vi kan åbne for store dele af detailhandlen og udendørs fritidsliv. I forhold til de udendørs aktiviteter er vi blevet enige om et loft på 25 personer. Skal man til en kulturinstitution vil det kunne lade sig gøre med en max. 72-timer gammel negativ Coronatest, sagde Justitsminister Nick Hækkerup.

– Det er en del af aftalen at se om vi kan åbne efterskoler og højskoler fra d. 15. marts. Det er alt sammen under forudsætningen, at smitteudviklingen er under kontrol. Vi vil gerne invitere alle Folketingets partier til dialog om hvad de næste skridt skal være, så vi kan få regnet på det, fortsatte han.

– Skulle det vise sig, at de næste beregninger viser, at der er plads til mere – så vil vi også åbne op. Det er ingen hemmelighed, at mere aktivitet vil betyde flere smittede og dermed flere indlagte. Det sker nøje planlagt sammen med foråret og vaccinationerne. Men med de forbehold der er, så ser vi ind i en situation hvor sundhedsvæsnet vil have omkring 880 indlagte, sagde Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Partierne er enige om, at vi står et positivt sted, hvor smitten er kommet ned på et niveau, hvor vi med eksperterne i ryggen kan åbne for store dele af detailhandlen, udendørs kulturinstitutioner og dele af det udendørs idrætsliv. Samtidig kan vi begynde at sende flere elever tilbage til skolen og en mere normal hverdag. I overensstemmelse med eksperternes anbefalinger vil genåbningen blive fulgt af en massiv testindsats med hyppig test af blandt andre lærere, de store elever og ansatte i detailhandlen.

Partierne er derudover enige om, at der skal ses på muligheden for, at efterskoler og højskoler med yderligere smitteforebyggende foranstaltninger kan åbnes i hele landet 15. marts 2021, hvis smitteudviklingen tillader det.

Ligesom partierne er enige om, at det er vigtigt, at skolerne i endnu højere grad bør bruge mulighederne for at elever, der har vanskeligheder, kommer ind på skolen og modtager undervisning, og at elever, som mistrives, kan mødes i mindre grupper med læreren. Selvfølgelig udendørs og med afstand.

Partierne er således enige om en markant genåbning, der i det væsentlige følger indstillingerne fra indsatsgruppen på baggrund af anbefalingerne fra den faglige referencegruppe.

Justitsminister, Nick Hækkerup (A)

– Vi har nu taget et stort og vigtigt skridt mod en ansvarlig, kontrolleret og gradvis genåbning. Den hænger uløseligt sammen med en massiv testindsats, så vi kan fange og bryde nye smittekæder hurtigt. Jeg er glad for, at et flertal i Folketinget vil være med til at træffe de svære valg og fravalg, som er nødvendige for en ansvarlig genåbning af Danmark. Jeg er godt tilfreds med, at vi nu går i gang med at lave en strategi for den videre genåbning af Danmark på både kort og lang sigt, hvor alle partier i Folketinget vil blive inviteret til at deltage, siger Nick Hækkerup.

Magnus_Heunicke. (Foto: Steen Brogaard)

– Vores epidemikontrol gør, at vi nu kan begynde genåbningen på baggrund af eksperterne og myndighedernes beregninger og anbefalinger. Det skal gøres forsvarligt og i et tempo, hvor vores sundhedsvæsen kan følge med og kapere de stigende antal indlæggelser, mens sundhedsvæsenet fortsat er tilgængeligt og til gavn for de andre patientgrupper, lyder det fra Magnus Heunicke.

Pernille Rosenkrantz-Theil

– Marts bliver svær, og vi glæder os til, at vaccinerne og foråret får overtaget. Det glæder mig dog, at yderligere en del af eleverne nu kan komme tilbage i skolen og på deres uddannelser. Hvis smitten holder sig på lavt niveau, kan vi have afgangselever i hele landet tilbage senest i begyndelsen af april, siger Pernille Rosenkrantz-Thejl.

Pia Olsen Dyhr (SF) (Foto: Steen Brogaard)

– Børn og unge lider hårdt under corona-nedlukningen. Det har derfor været afgørende for SF at tage hånd om de mest sårbare børn, der virkelig har det svært. Derfor er det også rigtigt positivt, at flere børn og unge nu begynder at kunne se frem til at mødes igen, først og fremmest på Bornholm, i Vestjylland og Nordjylland. Det har også været vigtigt for SF at indskærpe, at flere kan benytte sig af nødundervisningen, når nu vi stadig må vente med at sende flertallet tilbage i skole, på grund af det stigende smittetal. Særligt glad er jeg for, at vi med forsigtighed kan åbne højskoler og efterskoler i hele landet allerede d. 15. marts, hvis smitten tillader det, siger Pia Olsen Dyhr.

– Vi er alle bekymrede for børn, unge og ældre, der mistrives og virksomheder, der bløder. Derfor er det vigtigt, at dette bliver den sidste nedlukning, og vi skal åbne på en måde, så vi ikke sætter det, vi har opnået med nedlukningen over styr og dermed mister vores stærkeste våben: danskernes sunde fornuft. Vi er i Radikale Venstre glade for, at regeringen nu har forpligtet sig på at genberegne en tidligere åbning af højskoler og efterskoler, at der regnes på alle de øvrige klasser, ses på mere fleksibilitet for åbning af erhvervslivet og ikke mindst, at regeringen nu også laver en langsigtet strategi, så vi har noget at sigte efter og lys i horisonten – og så der er mere åbenhed om grundlag for tiltag og restriktioner, siger Sofie Carstens Nielsen.

– I Enhedslisten er vi rigtig glade for, at vi nu kan sende flere elever tilbage i skole og åbne mere for udendørs kultur og idræt. Det er vigtigt for trivslen, og vi er glade for, at der nu fremadrettet ses på, hvordan vi på en forsvarlig måde giver en mere normal hverdag til flere børn og unge. Vi ville gerne åbne mere, men vi bliver nødt til at tage hensyn til, at smitten ikke blusser voldsomt op og risikoen for, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet, så vi bliver nødt til at lukke hårdt ned igen. Højrefløjen har vist sig helt uansvarlig, og vi kommer ikke til at give køb på folkesundheden i en konkurrence om at åbne mest, siger Mai Villadsen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Linda
Linda
12:24 - 24. februar 2021 12:24

Hvorfor skriver i at partierne er enige!!! Det er de jo på ingen måde IKKE. Det er diktator Mette F og Magnus H der diktere hele lortet og de andre følger bare trop!!
Sikke et demokrati vi har her i Nordkorea …. øh Danmark