Med aftalerne er der enighed om at fremrykke og gennemføre planlagte anlægsinvesteringer i 2020. Samtidig er der enighed om en række tiltag der skal medvirke til at afhjælpe likviditetsproblemer hos leverandører til det offentlige.

Dansk økonomi står i øjeblikket i en ekstraordinær svær situation som følge af COVID-19. Dette stiller krav til, at alle dele af den private og offentlige sektor bidrager til at understøtte danske virksomheder og lønmodtagere.

Regeringen har derfor indgået aftaler med KL og Danske Regioner, som på kort sigt skal medvirke til at holde hånden under dansk økonomi og de danske lønmodtagere.

Regeringen, KL og Danske Regioner har samtidig aftalt en løbende dialog om kommunernes og regionernes situation i relation til COVID-19, og vil drøfte de samlede rammer for kommunernes og regionernes økonomi i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger.

Aftalerne med KL og Danske Regioner indeholder følgende hovedpunkter:

Anlægsloftet ophæves for kommuner og regioner i 2020
Beskæftigelsen kan understøttes her og nu ved at fremrykke investeringsprojekter til gennemførelse i 2020, som skulle være udført i kommuner og regioner de kommende år.

Regeringen vil derfor ekstraordinært i 2020 sætte kommunerne og regionerne fri af det aftalte anlægsloft mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Det betyder, at kommunerne og regionerne får fri mulighed for at fremrykke investeringer, som kan igangsættes hurtigt og som udgangspunkt afsluttes i 2020.

For kommunerne: KL vurderer, at der kan fremrykkes investeringer for op til 2,5 mia. kr. Investeringerne kan medvirke til bl.a. energirenoveringer af den kommunale bygningsmasse og andre tiltag, som kan reducere det kommunale energiforbrug.

For regionerne: Regionerne er i en særlig situation, hvor fokus er på at håndtere den sundhedsmæssige indsats mod COVID-19, og hvor investeringer derfor kan blive udskudt for at understøtte sikker og stabil drift af sygehusene. Selvom regionerne kan være nødsaget til at udskyde projekter, vil regionerne i stedet søge at fremrykke andre investeringsprojekter, der ikke påvirker hospitalsdriften, og som alligevel skulle være udført i de kommende år.

Offentligt indkøb skal understøtte virksomhederne
Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om tiltag der bl.a. skal medvirke til at afhjælpe likviditetsproblemer hos leverandører til det offentlige bl.a. med henblik på at understøtte dansk økonomi og opretholde forsyningssikkerheden.

Fremrykning af betalinger
Kommuner og regioner fremrykker betalinger i forhold til de normale betalingsfrister.

Regeringen og KL er enige om, at kommunerne fremrykker betalinger for et beløb på op mod 5 mia. kr. En række kommuner er allerede gået i gang. Danske Regioner Regionerne har igangsat en fremrykning af betalinger for op mod 1½ mia. kr.

Forudbetaling og fleksibilitet
Derudover er regeringen, KL og Danske Regioner enige om at give mulighed for, at der til og med 31. oktober 2020 kan dispenseres fra en række bevillingsregler, der har betydning for indkøb i det offentlige.

Det bliver muligt at foretage forudbetaling for leverancer, som sker frem til 1. juli 2020, og som har en værdi på højst 1 mio. kr.

Det bliver muligt at undlade af gøre misligholdelsesbeføjelser (fx krav om beta-ling af bod for forsinkelse), gældende over for leverandører, hvis misligholdelsen kan henføres til COVID-19.

Regeringen fremsætter i dag lovforslag, som vil skabe de fornødne retlige rammer for, at kommuner og regioner kan forudbetale og undlade at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende på samme måde som i staten.

Løbende dialog om driftsudgifterne
Regeringen følger udviklingen nøje og vil sikre, at der tages de fornødne skridt og er de nødvendige ressourcer til at finansiere indsatser i 2020 i forhold til COVID-19. Dermed vil regeringen sikre, at ekstraordinære udgifter til COVID-19-relaterede tiltag ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd.

Regeringen, KL og Danske Regioner har aftalt en løbende dialog om kommunernes og regionernes situation i relation til COVID-19 og udmøntningen af de initiativer, som regeringen og Folketinget iværksætter, og vil drøfte de samlede rammer for kommunernes og regionernes økonomi i 2020 og 2021 i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger.

Udskydelse af betaling af dækningsafgift
Regeringen og KL er enige om, at kommunerne har mulighed for at udsætte virksomheders betaling af 2. rate dækningsafgift i 2020 til 2021. Kommunernes forudsatte indtægter for 2. rate af dækningsafgift udgør 1,1 mia. kr.

Regeringen opfordrer kommunerne til at anvende muligheden for at udsætte betalingen for at medvirke til at afhjælpe likviditetsproblemer hos private virksomheder.

Læs om aftalerne med KL og Danske Regioner samt faktaark på fm.dk.

Leave a Reply