Mediet Indblik har fået en aktindsigt, der viser, at regeringen har afholdt konferencen “Fremtidens Danmark” i MesseC i Fredericia, og regningen er løbet op i over 700.000 kroner, som skatteborgerne betaler.

Konferencen fandt sted den 24. august, og havde deltagelse af politikere, erhvervslivet, civilsamfundet, interesseorganisationer mv., der var budt ind til debat og gruppearbejde i en konferencesal.

Til konferencen deltog blandt andet også fodboldlandstræner Kasper Hjulmand og New Zealands premierminister Jacinda Arden, og derudover har der blandt andet været et musikalsk indslag i form af sangerinden Mathilde Falch. Det skriver Indblik, der har fået en aktindsigt fra Finansministeriet, der viser de samlede udgifter til konferencen, der er opgjort pr. 13. september. Ministeriet skønner, at udgifterne løber op på omkring 850.000 ekskl. moms. Ifølge mediet har lejen alene til MesseC kostet 740.033 kroner.

– Det er virkeligt mange penge at bruge på at komme til bingo med eliten. Det var jo meget tydeligt på konferencen, at det her mest af alt var et socialdemokratisk PR-stunt. Når man ser på det som en, der ikke er socialdemokrat og også som en, der ikke har siddet i Folketinget hele sit liv, men i stedet kommer ude fra, så virker det som et voldsomt spild af danskernes penge, siger Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, til Indblik.

Pernille Vermund peger på, at Socialdemokratiet skulle have betalt omkostningerne via partiets egen kassebeholdning.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her