Hver dag gør tusindevis af frivillige et stort stykke arbejde for at få vores Danmark i balance. Her på Fredericia AVISEN fortæller vi løbende om de mange arrangementer, tiltag og donationer, som frivilligheden skaber. I onsdags var vi med, da Red Barnets lokalafdeling fejrede de frivillige.

En række gode samarbejdspartnere havde gjort det muligt for Red Barnets lokalformand Joachim Grundtvig og lokalafdelingsbestyrelsen at invitere til mad, drikke og forpremiere.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

45 mennesker med tilknytning til Red Barnets forskellige initiativer sad klar på Urbania Streetfood, hvor osmanniske Otto’s og Brian Løkkegaard fra Urbania Streetfood havde sørget for lækkert mad og kølige drikkevarer.

“Det er en fornøjelse at kunne give lidt retur til vores mange passionerede og hårdtarbejdende frivillige. De kommer fra vores sommerlejre, oplevelsesklubben, butikken og så videre. Vi har faktisk nogen, der er kørt helt fra Esbjerg og Aarhus, men flertallet er primært lokale,” fortæller Joachim Grundtvig og fortsætter:

“Vi afholder arrangementet, fordi bestyrelsen gerne vil takke vores frivillige, og med arrangementet håber vi på at få en god aften, men også skabe en fællesskabsfølelse. Det er jo, hvad der dybest set ligger i at være en del af noget stort som Red Barnet, hvor vi hjælper med at skabe nogle muligheder for børn, unge og forældre, hvor livet måske er hårdere end normalt.”

Joachim Grundtvig holder en kort tale for de 45 fremmødte, her bringer han også en hilsen fra hovedkontoret, hvor Johanne Schmidt-Nielsen og de andre var på.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Klokken 18.45 er der afgang til Fredericia Teater, hvor forpremieren på Klokkeren fra Notre Dame venter. En stor aften er forude, og Red Barnet får også en ekstra overraskelse, da forestillingen er ovre.

“Hele castet bag Klokkeren fra Notre Dame kom ud til os. De satte sig på scenekanten og fortalte om arbejdet med forestillingen. Teaterchef Søren Møller talte og der var også plads til spørgsmål fra vores frivillige. Vi hørte også om scenografien og teknikken. Alle var helt vilde. Det var en stor oplevelse.”

Mørket er faldet på Fredericia, fuglene sover og Red Barnets frivillige takker af. Kunne du tænke at blive frivillige, så har Fredericia et væld af organisationer, blandt andet, Red Barnet.

Om Red Barnets Fredericia Afdeling

Giver børn i veteranfamilier oplevelser for livet

Red Barnet Fredericia har etableret en ny familieoplevelsesklub, som skal sikre gode og givende oplevelser til børn i veteranfamilier, hvor enten mor eller far har PTSD efter svære oplevelser i krig. Har du lyst til at blive frivillig i dette spændende og meningsfyldte projekt, kan du kontakte lokalforeningens formand eller frivilligkonsulent Jan Due på mail: jdc@redbarnet.dk

Landsindsamling
Har din virksomhed lyst til at være behjælpelig med at have en indsamlingsbøtte stående? Eller har du som enkeltperson lyst til at være indsamler eller koordinator til den årlige landsindsamling den første søndag i september, kan du kontakte lokalforeningens formand.


Oplevelsesklub
Oplevelsesklubben henvender sig til familier, der af økonomiske eller sociale årsager har en presset hverdag. Vi arrangerer og deltager i månedlige oplevelser for forældre/børn. Har du lyst til at være frivillig på dette projekt, eller er du en børnefamilie, der ønsker yderligere information, kontakt venligst Tina Pedersen.


Sommer Camp
Sommer Camp Sommer Camp er for børn, der af økonomiske eller sociale årsager ikke har mulighed for at komme på sommerferie. Kender du et barn, som kan have brug for at komme med på sommer camp, eller har du lyst til at deltage som frivillig, kan du kontakte lokalforeningens formand.

Genbrugsbutik
I Danmarksgade 21 ligger vores genbrugsbutik, hvor vi sælger tøj, legetøj og udstyr til børn i alderen 0 – 12 år. Vil du være med til at drive butikken og samtidig blive en del af et stærkt og dedikeret frivilligteam, så kom endelig ind i butikken eller kontakt os på mail: genbrugfredericia@redbarnet.dk

Familie-julehjælp
Julehjælp er et tiltag, hvor vi uddeler for 500 kr. julemadvarer. Er du en børnefamilie, som er økonomisk ramt, kan du ansøge ved at kontakte Line Troen.

Sponsorater
Alle donationer af pengegaver og naturalier går til projekter, der på den ene eller anden måde er med til at give børn et bedre og mere indholdsrigt liv.

Ønsker du/I at støtte med et beløb
Konto nr. Spar Nord. 9196 – 4573739030
Vi vil gerne takke for den store velvilje, opbakning og donationer fra byens sponsorer, forretninger og borgere.

http://bit.ly/rosalecture