Forside Danmark Rapperen og kunstneren Kølig Kaj/Koolbandi bliver i morgen optaget i Dansk Freestyle...

Rapperen og kunstneren Kølig Kaj/Koolbandi bliver i morgen optaget i Dansk Freestyle Rap Hall Of Fame

DEL

De fleste danskere husker Kølig Kaj/Kool Bandi kun for sin sejr i det danske Melodi Grand Prix i 1997 med kultklassikeren ”Stemmen i mit liv”. Men for freestylefans fra før 1997 huskes han meget mere som en pioner, indenfor dansk freestylerap. Ifølge mange er han en sand legende, der med sit talent og positive humør, har været en vigtig MC i dansk freestyle raps spæde start fra tiden før Youtube gjorde freestyle tilgængeligt i alle afkroge af det danske land. Gi den op for Kølig Kaj en dansk freestyle rap pioner og legende, skriver DM i Freestyle rap i deres indstilling til Hall of Fame.

“Koolbandi”
Store Vega, opvarming for Malk De Koijn
Foto: David Løvendahl

Fredericia Avisen fangede Thomas Lægaard (som kunstneren hedder i det civile liv). Han er meget rørt og stolt over nomineringen:

”Efter 1997 blev der trukket en streg i sandet. Jeg var ham fra Melodi Grand Prix, men i virkeligheden havde jeg en lang og sej kamp fra, jeg startede med at rappe i midtfirserne. Dengang var der ikke så mange rappere på scenerne, så det krævede noget ekstra at underholde folk. Det fandt jeg hurtigt ud af at gøre til mit varemærke. Jeg kunne lidt mere end de andre, enten, når jeg var på scenen, eller arbejdede med det lyriske, men vigtigst af alt mit mod til at improvisere. Det gjorde, at jeg var en af de mest originale rappere. Jeg havde min egen stil.”

I morgen drager han fra Fredericia midtby til Amager Bio i København, hvor der afholdes DM-finale i Freestylerap. Han glæder sig:

”Det, der gør mig mest glad, er at anerkendelse kommer fra generationen efter mig, fordi de er en generation, der måske ikke har været der, hvor jeg var allerbedst. Derfor betyder det noget for mig. De har skulle grave efter vandrehistorierne og anekdoterne fra en tid uden internet – og så er de nået dertil, hvor de finder mig for værdig til sådan en pris. De havde måske hørt mig på et kassettebånd eller hørt om mig på de små scener i start-halvfemserne. Det varmer at vide”, fortæller kunstneren,

Ogger MC i midtfirserne foran byskiltet, hvor han er født og opvokset

Thomas Lægaard var i øvrigt konferencier i DM i Rap fra 1996-1998. Han er født i Pindstrup, men siden 2001 har boet i Fredericia.

Fredericia Avisen følger Thomas i weekenden og bringer mere om hans oplevelser fra København i den kommende uge.