Rands Fjord Løbet er efterhånden blevet en “efterårsklassiker”, som lokale løbere meget gerne deltager i første søndag i august. Den naturskønne rute rundt om Rands Fjord byder på 15,6 km i meget afvekslende terræn. På de sidste kilometre af ruten skal en længere bakke forceres, og her plejer feltet at blive delt op. Midtvejs på ruten er der et væskedepot, så de tørstige løbere kan få stillet tørsten – og der plejer også at være en del lokale, som stiller sig ud til vejen for at heppe løberne frem.

Når alle løbere er sikkert i mål, så er der traditionen tro en dejlig suppe, som Pjedsted Forsamlingshus har været så venlige at lave. Den lokale løbe butik HighEnd har også været meget venlige, og butikken sponsorerer forskellige præmier til løbet.

“Skulle man have lyst til at deltage, så mød endelig op ved Bredstrup Pjedsted Hallen på søndag d. 1/10 kl. 11.00 – men kom gerne i god tid, da der ofte er mange biler i området omkring start tidspunktet”, fortæller Fredericia Løbeklub.

Næstformand for Fredericia Løbeklub, Dorthe Lindegaard, vil være i mål området for at tage godt i mod de deltagende løbere. Hun vil også være behjælpelig med at besvare alle spørgsmål, hvis man skulle være i tvivl om noget. Ruten er markeret hele vejen rundt, men der er ikke lukket for biler. Så man løber som altid på eget ansvar, når man er på offentlige veje. Der er fra i år indført et beskedent deltagergebyr på 20 kr.

Fredericia Løbeklub er arrangører af løbet og de håber at se de mange trofaste løbere til start.