Det er få uger siden, at Borgmester Jacob Bjerregaard kunne afsløre, at Monjasa og T. Hansen Gruppen A/S donerede i alt 200.000 til byens handelsliv i form af vouchers. Ved samme lejlighed fortalte Borgmesteren, at han håbede flere virksomheder ville støtte op. En af dem havde i dag inviteret pressen for at fortælle, at de donerer 25.000 kroner. 

Solen strålede og stemningen var god, da den 52-årige direktør Jan Riisager fortalte om donationen. 

Jan Riisager, Randal Beton.

“Det betyder utrolig meget for os, at vi kan give igen. Der er tale om butikker og butiksejere, som jeg har kendt hele mit liv – flere siden, jeg var 6 år gammel. Jeg er fredericianer og jeg ønsker at give igen;” sagde Jan Riisager og fortsatte:

“Det er faktisk gået godt for os under Coronakrisen. Vi har meget at lave, og det er en af grundene til, at dette er muligt. Vores dygtige medarbejdere har virkelig leveret, så vi er glade for, at vi kan give igen.” 

Borgmester Jacob Bjerregaard takker Randal Beton.

Borgmester Jacob Bjerregaard var meget tilfreds og takkede på byens vegne

“Det betyder virkelig noget, at vi står sammen i disse tider. Jeg er enormt glad. Jeg er herude i dag for at sige tak på vegne af Fredericia. Da vi fandt på dette initiativ i byrådet for en måneds tid siden, kontaktede vi T. Hansen og Monjasa for at høre om de ville være med. Ved samme lejlighed sendte vi et budskab ud om, at hvis andre havde lyst, var de meget velkomne til at spæde til her. Det handler om vores midtby, detailhandel og restaurantionsbranche, så vi har liv efter coronatiden,” sagde Bjerregaard

“Vi har fået gode tibagemeldinger allerede. Vi har som kommune sat gang i mange anlægsprojekter for at sætte gang i Fredericia Kommune, hvilket forhåbentligt også kommer Randal Beton og andre til gode. Det med at virksomheder også hjælper og giver igen ved at bakke op. Det er vi glade for. Vi er en organisme, vi er et fællesskab i Fredericia, der også står sammen, når det er svært. Det er afgørende, at vi kommer igennem krisen ved, at vi står sammen.” 

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer var også meget glad.

“Det er naturligvis fantastisk, at flere af vores medlemmer støtter denne kampagne, og samtidig er Randal Betons donation med til at forlænge perioden for vores voucherkampagne, da der naturligvis nu kommer flere gavekort i spil,” sagde Erhvervsdirektøren. 

Lastbilerne og produktionen kørte videre og pressen hilste af på dagens deltagere i pressemødet. Tak til Randal Beton og de fredericianske virksomheder, der deler ud i en svær tid. 

Skriv et svar