I en tv-tale har Ruslands præsident Vladimir Putin sendt en direkte advarsel til “lande der vil blande sig” i invasionen af Ukraine.

– Uanset hvem der prøver at blande sig i vores affærer, eller endnu mere, skaber trusler mod vores land eller vores folk skal vide, at Ruslands svar vil komme øjeblikkeligt og vil få sådanne konsekvenser, som I aldrig har oplevet i jeres historie, udtalte Putin i en tv-tale kort før invasionen af Ukraine.

I talen meddelte den russiske præsident også, at man havde besluttet at gennemføre en særlig militær operation med det formål at “beskytte folk, der gennem 8 år har været udsat for overgreb og folkemord fra regimet i Kiev”. Samtidig opfordrede han alle til straks at opgive modstanden “og gå hjem”, og det skete med løftet om at alle soldater i den ukrainske hær der fulgte opfordringen frit kan forlade områder med militære aktioner og “vende tilbage til deres familier”.

I løbet af morgenen og formiddagen begyndte de første billeder og videoklip af krigen at dukke op på de sociale medier. Samtidig har Ukraine afbrudt de diplomatiske forbindelser med Rusland. Den ukrainske præsident Zelenskyy har opfordret alle borgere til at forsvare landet mod de russiske styrker, samt at man vil uddele våben til alle, der er villige til at kæmpe mod Rusland.