Kulturredaktøren på Fredericia AVISEN dykker ned i nytårsfortsæt. Denne gang i hjernens univers. Vi taler med psykolog Kathrine Ratkovic om hvorfor og hvordan vaner opstår og fungerer.

Kathrine Ratkovic har praksis i Baghuset i Prinsensgade 10b, men i dag er det et kaffemøde, der binder os sammen i mine undersøgelser om nytårsfortsæt.

“Jeg har en bachelor i religionsvidenskab, det læste jeg længe før, jeg blev psykolog, det har jeg faktisk ofte med mig”, starter Kathrine.

Inspireret af den kognitive retning for religion fortæller Kathrine om den store ritualisering af nytår og det at have muligheden for at viske tavlen ren og starte på noget nyt.

“Normalt er forandring skræmmende for mennesker, vores hjerne kan godt lide det trygge og det vante. Vores hjerne kan godt lide at bruge så få ressourcer som muligt for at effektivisere og den store ritualisering af det nye år kan være med til at gøre det tryggere, så vi har nemmere ved at prøve at forandre os og gøre noget nyt”, siger Kathrine.

Men mange nytårsfortsæt bliver ikke realiseret, er vi for urealistiske?

“Spørgsmålet er om vores mål er urealistiske eller om det er måden, vi gør det på, troen er der i hvert tilfælde i det øjeblik, vi sender vores ønsker ud”, siger Kathrine.

Kathrine sætter en andet ord på, end jeg lige havde regnet med, nemlig det, at man vil væk fra noget. Jeg havde mere tænkt på, at man valgte noget til, med det i mente fortæller Kathrine dedikeret videre.

“Hvis man gør det ud fra, at man vil væk fra noget, man vil væk fra en nuværende tilstand, som kunne eksemplificeres ved vægt. Man begynder ikke bare at dyrke motion, fordi det er skønt at være grim og svedig, eller for at hoste sine lunger op og have ondt i benene gennem flere dage. Motivationen ligger i vægten, ikke i træningen, så når man bare har tabt et kilo, så skal det føles som en belønning og ikke et dunk i hovedet om, at man ikke har trænet nok”, siger Kathrine.

Forskere har fundet ud af, at man skal have opbygget en ny vane i stedet for den, man ønsker at ændre. Det svarer lidt til, at man sletter en film på sin harddisc for at gøre plads til en ny, men det er ikke så nemt, da det foregår i vores hjerne, som er vant til belønninger.

“Før i tiden kiggede man meget på selve handlingen. Når det kom til at tabe sig, kan man sige fokus var på selve løbeturen. Men man har fundet ud af, at vaner kører i loop og de består af tre dele.

Triggeren

Den første er triggeren, altså det der gør, at man f.eks spiser en kage, hvor man ikke burde. Det kunne også være neglebideren, der mærker en ru negl og straks må bide den. Hvad trigger en? Det kan være mennesker eller sociale situationer. Det er meget forskelligt, hvad der sætter loopet i gang.

Adfærd

Det er selve handlingen, her er det måske at blive liggende på sofaen, spise en småkage eller andet.

Belønning

Hjernen har brug for belønninger, akkurat ligesom når vi lærer en hund tricks med godbidder. “Hjernen elsker belønninger og det frigiver neurotransmitorer, som giver en følelse af velvære”, siger Kathrine.

Det som en ny vane er oppe i mod kan være lidt abstrakt at forklare neurologisk, da der er tale om hjernebaner, der på en måde skal overskrives.

“Der er flere ting, der skal til for at skabe en ny vane, der kan overskrive den, som man vil væk fra. Det første er selvfølgelig at kunne overholde den nye vane, man skal sætte et cue og en belønning. Hvis man vil ud og løbe, så kan man sætte sine løbesko frem og synliggør dermed, at de kan være dit cue. Når det så kommer til belønningen, så tag et stykke chokolade, hvorfor skal det være en gulerod, hvis du ikke synes den smager godt i forvejen. Man skal vænne hjernen til, at når jeg løber, så giver jeg hjernen den tilfredshedsfølelse med chokoladen, som jeg måske fik før med en småkage eller en cigaret. Man tænker ofte for meget på målet og adfærden”, siger Kathrine.

Det er nemmere at lave skiftet med støtte, da vi mennesker er meget sociale.

“Vores hjerne laver genveje med alt og vores handlinger er automatiserede helt op mod 45%, vi tænker ofte ikke, om vi binder højre eller venstre sko først, eller om hvordan vi gøre det. Hvis en vane skal skiftes ud med en anden så har min hjerne mulighed for at lave nye, men den anden ligger lige under. De nye vaner vil derfor være svagere i længere tid, det er derfor nogle folk falder tilbage. Det tager i gennemsnit 21 dage at skabe en nye vane, men den gamle er lige under i lang tid og derfor skal hjernen have triggere og belønning, så den kan hamle op med det gamle neurologiskespor”, siger Kathrine og fortsætter, “Man skal have hjernen vænnet til at skabe sine egen endorfiner og til at forvente dem, i starten er det ikke sjovt at løbe, men sjovt at få et stykke chokolade bagefter. Belønningen er på plads, senere kan jeg tage chokoladen fra, fordi de nye baner er skabt”.

Har vi så også nemmere ved at acceptere, når vores fortsæt ikke lykkedes? Når vi sidder til julebordet ved årets afslutning og kan sige, “Onkel Bjarne, du sagde du ville tabe dig, men du har taget ti kilo på”

“Det er en kognitiv dissonans oplevelse at svare, det er her at man ikke skal undervurdere vores evne til at fortrænge og bortforklare, det går imod, det er ubehageligt, det vil jeg væk fra. Det kan være at undskyldningerne er: “Jeg har haft en hård dag”, jeg havde hovedpine”. Det kan være, at man prøver at finde en grund eller peger fingre af nogle andre”, siger Kathrine.

Man skal blive bevidst om sin adfærd med at bortforklare, før er man ikke klar til at skabe nye vaner. “Det med at undskylde er en dårlig måde, det skal man blive opmærksom på, ellers kan man ikke andet. Det er det første skridt til at skabe nye vaner, kan man ikke det og falder i gang på gang, så kan man få hjælp. Der er masser af fagfolk, der kan hjælpe, det kan være psykologer, terapeuter, kostvejledere, personlige trænere eller helt simpelt gode kammerater”, siger Kathrine.

Men hvorfor fejler vi så alligevel, når vi ved dette?

“Det gør vi, fordi vi er mennesker. Det er vigtigt at huske på, hvis man vil have succes, må man ikke slå sig selv i hovedet. I gamle dage troede man, at man kunne skamme folk bedre, det har aldrig virket, så var der ingen mennesker, der ville veje for meget. Så når man fejler, skal man opleve det med lidt taknemmelighed, så har jeg mulighed for at ændre det“, siger Kathrine.

Tak for samtalen Kathrine vi er nu lidt klogere på vores vanebygning.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer