Projekt-direktør i Kanalbyen, Tim Andersen, fortæller at Kanalbyen fik flere ideer torsdag aften til VIP-arrangementet i Tøjhuset, end man selv har arbejdet sig frem til på et år.

Tøjhuset dannede torsdag aften rammer om et VIP-arrangement, hvor hvordan der skabes liv i Kanalbyen var på dagsordenen. De 200 fremmødte var fulde af gode idéer.

Det var noget der glædede Tim Andersen, der selv var “værten” på scenen, hvor han havde i Trin Ned-ejerne Mette og Rainar Gassner i den varme stol sammen med Jens Andersen fra entreprenørfirmaet A. Enggaard

“Jeg tror vi har fundet en rigtig god måde at få snakket på om, hvad skal der egentlig ske i Kanalbyen. Vi fik almindlige menneskers indspark til hvad de anser som en del af det gode liv. Vi kan snakke lang tid om det i foredrag osv., men vi har fået mere her på ti minutter end vi har kunne arbejde os frem til på et år. Så det er fantastisk,” siger Tim Andersen til Fredericia Avisen.

Fra salen blev der blandt andet ønsket en fredericiansk udgave af Streetfood, som man kender det fra Aarhus og København.

“Jeg synes, at streetfood er en god idé. Jeg hører det i virkeligheden også som en kvittering for noget af det vi allerede har gang i. Det vil man gerne have mere af, og vi vil gerne have sat det ind i en ramme, så vi ikke glemmer det, når det står færdigt. Der skal også være de elementer, som vi allerede eksperimentere med i dag,” fortæller Tim Andersen, som ser det som en vigtig opgave at skabe liv i Kanalbyen, udover de mange flotte lejligheder, der kommer:

“Man kan lave flotte fortove, flotte beliggenheder, flytte pladser og flotte huse. Det er bare ikke nok i sig selv, det er et rigtig godt grundlag for ovenpå alt det her og imellem husene skal mennesker mødes og snakke og lave fornuftige ting sammen. Dette kan blandt andet også være ud fra nogen af de gode idéer, som kom her til aften,” lyder det fra projektdirektøren i Kanalbyen.