Da Fredericia Byråd nedsatte det nye Helhedsplansudvalg var det med en række nye medlemmer. Ikke flere politiske medlemmer, men medlemmer fra lokalsamfundet. Heriblandt tæller repræsentanter fra boligforeningerne, erhvervslivet, civilsamfundet, idrætslivet og politiet. Det giver positive miner hos Projektchef for helhedsplanen i Korskær- og Sønderparken, Kasper Søstrøm Müller.

“Udvalgets opgaver er fortsat at følge implementeringen af den boligsociale helhedsplan for Korskærparken samt at udvikle og koordinere mulige tiltag og indsatser, der kan være med til at fremme en balanceret boligudvikling ved at have fokus på uddannelse, beskæftigelse og fællesskaber i Fredericias boligområder”. Således lyder den formålsbeskrivelse der mandag blev nikket til af Fredericia Byråd.

“Når man skal løfte et boligområde er det en opgave om at løfte i fællesskab. Det skal handle om gode og sunde liv. På den måde er det rigtig godt tænkt, at vi nu forsøger at skabe et fælles forum til at se det her på et strategisk niveau. Det er også godt at man ser udover Korskærparken og Sønderparken. Lægger man et tryk det ene sted, så kommer det bare til et andet sted. Når man putter fleksibel udlejning i Korskærparken, rykker problemerne sig så?”, lyder det fra Projektchef Kasper Søstrøm Müller.

“Når man skal have sportsforeninger og andre med, så er det fordi vi skal arbejde præventivt. Jeg er rigtig glad for, at vi får det her op at køre,. Jeg glæder mig til at se hvad de kommer frem til. Vil vi have de unge væk fra gaden, så er det vittigt at de får en god tilknytning til fritidslivet, men også at vi har en helhedsforståelse af udfordringerne. Vi er vant til at stå i midten og forholde os til tingene, men det bliver godt at få et fælles forum. Fredericia er heller ikke større end at det er vigtigt at kigge udover kanterne af de her boligområder”, forklarer han.

“Mine medarbejdere er her for at holde øje med Korskærparken og Sønderparken, men vi skal også se ind i de andre, finde ud af hvordan vi samarbejder, hvordan vi kan lave vidensdeling. Vi har gjort os mange erfaringer, vi gerne deler ud af. Vi er stadigvæk tidligt i helhedsplanen, vi er kun et år inde i den”, slår Kasper Søstrøm Müller fast.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer