Hos Fredericia Isenkram holder Rasmus Poulsen i denne uge fagprøve. Siden mandag har der været et knaldtilbud på gryder og pander, men som noget nyt har Rasmus sat sig for at undersøge hvorvidt det er procenterne og ikke den nye pris der egentlig trækker. 

Der er gang i Fredericia Isenkram. De gule skilte fylder hele den ene væg, hvor der hænger gryder og pander. 50% på alle gryder og pander, det er da til at tage at føle på. Men det handler om mere end bare at sælge gryder og pander, for Rasmus Poulsen er det også et studie i om det er procenterne der trækker i stedet for de normale skilte med prisnedsættelse. Hos Fredericia Isenkram findes ofte tilbud, men markedsføringen er ikke med store gule skilte med flotte procentsatser på – selvom procenterne måske endda er store. 

“Lige nu er der 50% på alle gryder og pander. Det gælder til og med lørdag. Det er for at undersøge hvorvidt det er prisen eller procenterne der egentlig sælger. En nedsættelse af en gryde fra 1000 kroner til 500 kroner virker måske ikke som det samme slagtilbud, som hvis man markedsfører det som en 50% besparelse. Det er netop den effekt jeg har sat mig for at afdække”, fortæller Rasmus.

“Jeg har også valgt, at det er et tilbud der gælder på det hele – og ikke kun en specifik serie. Havde vi gjort det var omfanget selvfølgelig mindre, men folk kunne også komme til at blive skuffede. Det her gælder over hele linjen, så er der ting vi tjener mere på end andet, men det er meget lettere at gå til med tilbud på det hele. Der er ikke så meget at rafle om, det er meget gennemskuelig”, forklarer han.

“Før jeg startede skulle jeg sætte en målsætning for hvad vi skulle sælge. Det tal nåede vi allerede onsdag efter kun tre åbningsdage. Så kan man sige, at jeg måske har været for pessimistisk, men jeg vil nærmere sige, at jeg var realistisk i forhold til vores normale salgstal. Så kan man sige, at det for alvor har haft en effekt med den her prisnedsættelse, så det giver kun ekstra meget til fagprøven”, siger Rasmus Poulsen.

“Vi har udelukkende markedsført os med en enkelt kunde-SMS, og ellers har det været på de sociale medier. Det er også et område vi har brug for at blive bedre. Vi er ikke gode nok der endnu, det skal vi helt sikkert blive bedre til i fremtiden. Det er en god måde at få engageret flere kunder i vores aktiviteter, og så er det en dejlig billig måde at markedsføre det her på. Det handler jo om at få folk og at bruge nogle penge – og der er sociale medier rigtig gode. Det er jo en mærkelig tid den her, i virkeligheden skulle min fagprøve have været der for flere uger siden, men der har jeg jo været hjemsendt. Men heldigvis kunne det lade sig gøre nu”, fortæller han.

Det er nu to år siden Rasmus startede i Fredericia Isenkram – og det er en god tid han ser tilbage på. Om han fortsætter ved han endnu ikke med sikkerhed, men det er der stor sandsynlighed for, fortæller han. “Det er spændende, udfordrende og anderledes. Jeg var været i butik før, men ikke som uddannet. Og så har de været gode til at give mig frihed. Jeg har fået lov til meget, som jeg ellers ikke ville. Eksempelvis har jeg fået lov at se med i regnskaberne. Overordnet har det været fantastisk og fedt at være her. Jeg kan stadigvæk lide det jeg laver. Jeg skal finde ud af om det er det her jeg vil eller en anden vej, men fordi vi har så meget forskellige så er det ekstra godt. Man kan sælge meget varieret”, lyder det afslutningsvist fra Rasmus Poulsen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer