Pro Vest i Fredericia er det eneste opsøgende tilbud til udenlandske prostituerede til region Syddanmark, som har mere end hundrede bordeller. Men nu har Folketingets partier, der hvert år fordeler penge gennem satspuljen til projekter for udsatte, valgt at styrke indsatsen mod menneskehandel – og Pro Vests arbejde.

– Det er en god nyhed for de udenlandske prostituerede. Der er ikke mange andre end os, der ser de udenlandske prostituerede, som virkeligt lever under radaren i Danmark. Ofte ved de meget lidt om deres rettigheder og hvor de kan få hjælp. Derfor er det afgørende, at vi kan komme ud og snakke med dem, siger Karina Lorentzen, talsperson for Pro Vest.

Pro Vest er en NGO, som tager rundt i Syddanmark opsøger prostituerede på bordellerne, men har siden 2005 også drevet et sundhedstilbud og drop-in-tilbud for kvinderne på adressen i Fredericia. I 2015 aflagde medarbejderne fra Pro Vest 181 besøg på syddanske bordeller

Pro Vest har ellers kæmpet for sin overlevelse i snart to år, men midlerne giver ro til at fortsætte det arbejde med fundraising, som er en nødvendig forudsætning for at overleve på sigt.

Forløbet om Pro Vest:

2015: Pro Vest er lukningstruet, fordi pengene under handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel til arbejdet i Region Syddanmark ophører.

2015: SF, Enhedslisten og de daværende regeringspartier finder en million til Pro Vest, men ”forsvinder” på grund af regeringsskiftet.

September 2015: Ligestillingsminister Ellen Thrane Nørby finder en løsning, så Pro Vest får udbetalt en million til det næste halve år.

December 2015: Pro Vest får tilsagn om en treårig bevilling på halvdelen af det tidligere modtagne beløb og skar derfor timetallet for medarbejderne – og dermed aktiviteterne – kraftigt.

Februar 2016 får Pro Vest tilsagn om at bruge den treårige bevilling over to år, hvilket betyder, at arbejdet kan fortsætte i et mere fornuftigt leje.

November 2016: Satspuljen styrker NGOernes arbejde mod menneskehandel og giver penge til Pro Vest.