Hvor stort et fad og hvor høj en cylinder kan der komme ud af en afmålt klump ler? Det er kort fortalt, hvad det går ud på, når keramikere og pottemagere fra hele landet mødes til DM i frihåndsdrejning i Middelfart d. 11. og 12. sept. – en begivenhed, der sætter fokus på et traditionsrigt og levende håndværk, der i disse år nyder stor opmærksomhed.
Mesterskaberne afvikles i CLAYs Skulpturpark, hvor publikum kan følge med i den fascinerende proces, hvor kyndige hænder arbejder med at få den højeste cylinderform eller det bredeste fad ud af det levende materiale. De allerdygtigste kan i løbet af 20 minutter dreje et fad med en diameter på over 70 cm! Men det er en proces, der altid – selv for erfarne pottemagere – rummer en risiko for, at det kan gå galt.


Der er indledende runder lørdag, mens finalerne afvikles søndag. Her dyster deltagerne også i en æstetisk
disciplin, hvor de selv bestemmer, hvad de vil dreje. Der er lagt op til en keramisk fest med konkurrencer, workshops for børn, minikoncert – lerfløjte,
naturligvis – samt en salgsudstilling med konkurrencedeltagernes keramik. Lørdag d. 11. sept. er der desuden keramikmarked på Lillebælt-Værftet i Middelfart.

Det er Dansk Pottemagerforening af 1894, der står bag DM i Drejning, og for første gang danner CLAY Keramikmuseum i Middelfart ramme om begivenheden. De første mesterskaber blev holdt i Sønderborg i 1989, mens Fussingø Slot de senere år har været vært for DM i Drejning.
DM i Drejning 2021 afvikles med støtte fra Realdanias Byd indenfor-pulje, hvilket giver mulighed for gratis entré til både DM og til museet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her