PostNord gennemfører en tilpasning til digitaliseringen i overensstemmelse med den strategi, virksomheden fastlagde for tre år siden. For at imødegå den accelererende digitalisering i Danmark og opnå lønsomhed indføres en ny produktionsmodel. Som følge heraf bliver antallet af medarbejdere i Danmark reduceret med 3.500-4.000 i løbet af 2-3 år. Omstillingen af den danske virksomhed forventes at koste ca. 3 mia. SEK, og PostNord er i dialog med ejerne om, hvordan disse 3 mia. skal finansieres. I omstillingsperioden forventes den danske virksomhed desuden fortsat at have et operativt underskud, som dog vurderes at kunne finansieres med egen indtjening.

Det skriver PostNord i en pressemeddelelse.

Desuden skal koncernens administrative omkostninger fortsat reduceres med over 1 mia. SEK i de kommende 3 år for yderligere at sikre PostNords konkurrenceevne på alle markeder, og det forventes at berøre ca. 1.200 stillinger, hvoraf 500 stillinger allerede indgår i omstillingen i Danmark. Hovedparten af omkostningsreduktionen skal være gennemført senest ved udgangen af regnskabsåret 2019.