Lørdag den 26. februar afholdt Bytorvet i Erritsø fastelavnsfest. Over 200 mødte frem for at slå katten af tønden, nyde fastelavnsboller og se de flotte kostumer. 

Imens solen viste sig fra sin bedste side efter en frostklar nat, slog cirka 80 børn katten af tønden i Erritsø, Fredericia, da torvets forretningerne havde inviteret til fastelavn. Børnene var opdelt i tre grupper fra de helt små til de større børn.

Ejendomsmægler Peter Møller fra Estate havde massevis af smil og ro til de stærke små, der dystede om at blive kattekonge og kattedronning.

Så gik det ellers løs, der blev slået igennem, så det kunne høres helt i indre by, hvor Fredericia Shopping også havde inviteret til tøndeslagning og fastelavnsfest over fire timer. Så mange timer tog det ikke at finde kattekonge og kattekonge i Erritsø, hvor man også kårede de bedst udklædte. 

Her får Peter Plys hjælp med at slå katten af tønden.

Der var mange karakterer til stede i Erritsø, hvor Tigerdyr, prinsesser, Peter Plys, bamse, Liverpool-fans, pingviner, Batman og massevis af andre flotte udklædte gæster havde fundet vej til Bytorvet. 

Byens Brød havde sørget for gammeldags fastelavnsboller, SuperBrugsen Erritsø for lækkerier, imens Gardenia Blomster stod for præmierne til de bedst udklædte. Der var også på tænkt på de firbenede, der blev forkælet med godbidder fra FAVNA Erritsø Dyreklinik. 

Gardenia Blomster havde sørget for lækkerier og blomster til de bedst udklædte.