Forside Fredericia Politisk Kommentator: Byrgesen sendt til bagerste række

Politisk Kommentator: Byrgesen sendt til bagerste række

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Med borgmesteren og partiernes præsentation af det nye Byråds konstitueringsaftale, tegner der sig et klart billede af tabere og vindere. Sådan vil det altid være, når magten skal fordeles blandt garvede, nyvalgte, venner og ikke mindst politiske fjender. Som den helt store taber i det spil, står den tidligere DF’er Karsten Byrgesen, der kun har opnået det antal udvalgsposter, han har krav på.

Jacob Bjerregaard har uden tvivl haft sin opgave med, at få landet en bred konstitueringsaftale, som også Dansk Folkeparti har kunnet se sig selv i. DF’s støtte til Borgmesteren i sidste periode gennem blandt andet viceborgmesterposten, har Bjerregaard uden tvivl både ønsket og set sig nødsaget til at kvittere for. Det er sket ved at fortsætte de tætte bånd med Eilersen som viceborgmester og formand for Sundhedsudvalget, samt Inger Nielsens Næstformandspost i Uddannelsesudvalget og 3 andre udvalgsposter.

Anderledes trist har udfaldet været for Karsten Byrgesen, der kun har fået pladser i to udvalg, og ingen formandspost. Politisk erfaring spiller selvfølgelig ind som et vigtigt parameter i fordelingen af posterne, men også de personlige stemmer giver som regel muskler i forhandlingerne. Med 633 personlige stemmer og 5. flest i kommunen, var Byrgesen’s valg ikke fantastisk, men det var heller ikke forfærdeligt. Man kan derfor hurtigt drage den konklusion, at kræfter i andre partier, har haft egen agenda, men også et mål om, at presse Byrgesen ud på et sidespor.

Hvis man ser på de tre tidligere DF-kollegaer, falder det i øjnene, at der ingen sammenfald i udvalgene er. De klassiske DF-områder er pænt fordelt mellem Inger og Eilersen, så Socialdemokratiets sympati synes at tippe til fordel for dem.

Med Karsten Byrgesen’s pladser i Kultur- og Idrætsudvalget samt By- og Planudvalget, er han dog forskånet for udvalg der typisk modtager dårlige sager. Kultur- og Idrætsudvalget er dog et udvalg hvor størstedelen af sagerne handler om uddeling af penge, så mediekommentarerne centrerer sig om formandsskabet, og der er sjældent mulighed for at stikke positivt ud, og dermed få taletid i pressen. Omvendt giver By- og Planudvalget af og til plads til, at der kan stikkes ud på enkeltsager. En agenda Inger Nielsen klarede til UG i sidste periode. Her får Byrgesen dog også kamp til stregen, da næstformandsposten er besat af Venstres Kenny Bruun Olsen, som også tidligere har grebet muligheden for disse sager.

Er man interesseret i det politiske spil, er det uden tvivl værd at kigge mod Byrgesen. Formår han at banke sig gennem mediemuren? Bliver der plads i et parti, så platformen til næste valg er bedre? Det vil tiden vise, men tydeligt er det, at distancen til Susanne Eilersen og Inger Nielsen, ikke er blevet mindre i konstitueringsforhandlingerne.

Nicolaj Wyke, Politisk kommentator på Fredericia Avisen.