Kommunens folkeskoler kan ikke sende eleverne på lejrskole i udlandet på grund af corona-restriktioner. Det er besluttet af kommunalforvaltningen, men politikerne kender ikke til beslutningen.

Efter flere år med coronarestriktioner, nedlukninger og manglende sociale arrangementer havde kommunens folkeskoleelever glædet sig til at komme af sted på udlandsrejsen i 8. klasse. Men det kommer ikke til at ske i indeværende skoleår, bekræfter forvaltningen. Men den beslutning kender politikerne ikke til.

Udvalgsformand: Det bestemmer skolerne selv

Formand for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen, oplyser i et interview, at han ikke kender til de konkrete aflysninger i denne omgang.

– Det bestemmer skolerne selv, svarer Ole Steen Hansen, da han blev spurgt til om, hvorvidt aflysninger af lejrskoler til udlandet er besluttet af politikerne eller forvaltningen.

– Hvis det er forvaltningen, der har besluttet det, så er det kommunens corona taskforce, der har besluttet det. Det er ikke noget, som vi har været inde over politisk. Det er noget, de selv styrer. Jeg kan ikke vurdere, hvilke lande der er sikre. Jeg ved, at mange har været udsat og aflyst. Jeg ved også, at der er forældre der gerne vil af sted og nogen der ikke vil. Man har ikke været enige i klasserne, forklarer Ole Steen Hansen.

– Vi skal ikke blande os i det her. Det skal skolerne og skolebestyrelserne selv klare, siger Ole Steen Hansen.

Udvalgsmedlem: Det er første gang, jeg hører det

– Det er første gang, jeg hører det, svarer Pernelle Jensen, da hun bliver forholdt informationen om, at man fra centralt hold har besluttet, at alle lejrskoler i udlandet skal aflyses.

– Nu har vi udvalgsmøde i næste uge, hvor jeg kan spørge ind til, hvad det handler om. Jeg ved, at der har været noget i forbindelse med corona, hvor vi selvfølgelig ikke rejste ud. Men nu er der ikke flere restriktioner, så hvad det dækker over ved jeg ikke, forklarer Pernelle Jensen.

Pernelle Jensen kan godt forstå, hvis de unge ærgrer sig.

– Vi har nogle årgange, både i folkeskolen og dem der går ud af folkeskolen og på ungdomsuddannelser, hvor forholdene i 2-3 år har været meget anderledes. Det er klart, at det kommer til at påvirke de unge fremover i deres uddannelsesforløb. Det kan ikke undgås, at når man er blevet undervist, som man er, at det påvirker børnene og de unge fagligt, men selvfølgelig også socialt. Jeg tror, at alle her efter corona, selvom folk jo stadig har corona, gerne vil tilbage til normalen og ud og være sammen med mennesker igen, siger Pernelle Jensen og fortsætter:

– Alt vi kan gøre for at understøtte det sociale skal vi selvfølgelig bakke op om.

Skoleledelsen på den ene skole har meddelt, at det ikke er muligt at rykke udlandsrejsen til næste skoleår. Den beslutning skal træffes på skolen, siger Pernelle Jensen.

– Det må være op til den enkelte skole og klasse, hvordan de vil tilrettelægge det og hvad der passer ind i deres undervisningsforløb. Det er ikke noget, der ligger hos os politisk at beslutte, hvor de skal på lejrskole. Det skal man tilrettelægge derude. For mit vedkommende er der intet, der siger, at det er en dårlig idé at rejse, hverken det ene eller det andet sted hen, lyder det fra Pernelle Jensen.

Flere forældre har oplyst til Danske Digitale Medier, at der ikke har været dialog i klasserne om lejrskoleaflysninger på forhånd, samt at det kom som et chok, nu hvor corona ikke var samfundskritisk sygdom, at man fik beskeden om aflysning en fredag eftermiddag.

Læs også