Regningen som Fredericias borgere skal betale for en advokatundersøgelse udfærdiget af Horten, forsvares af flere politikere i byrådet. Den generelle holdning er at man ikke kunne have handlet anderledes.

Behovet for at rydde op efter de mange påstande om forvaltningen og forhenværende borgmester, Jacob Bjerregaard, har åbenbart været så stort, at man var villige til at lade advokaterne køre på en taxameterordning, hvor man ikke havde et endeligt overblik over den endelige regning. Gruppeformand for Socialdemokratiet, Søren Larsen, gruppeformand for Venstre, Pernelle Jensen, viceborgmester Susanne Eilersen er med på, at det er mange penge, men de mener, at man kunne ikke gøre det anderledes.

– Da vi startede ud i december skulle de arbejde på en advokatundersøgelse i forhold til byggegrunden, der havde det omfang i december, men stille og roligt som de arbejdede sig igennem, fandt man nye vinkler at grave ned i. Det kostede flere penge, men det har været vigtigt for os at komme til bunds i tingene. Det var vigtigt, at det var en uvildig undersøgelse, hvor alt blev belyst, siger økonomiudvalgsmedlem Pernelle Jensen (V)

Pernelle Jensen, Venstre Byrådsmedlem

Pernelle Jensen oplyser samtidig, at politikerne vidste, at det blev dyrere, da man fik nye oplysninger, som man ønskede at få belyst. Vi har spurgt hende om man ikke satte spørgsmål ved beløb og kommisorium undervejs, samt om der var tale om nogle beløbsgrænser for advokatundersøgelsen. Hun anerkender at det er en dyr regning, men at der ikke var andre muligheder:

– Jo, det er dyrt, det er rigtig mange penge. Men der opstod også nye emner undervejs. Alternativet var, at vi stoppede undersøgelsen. Det ønskede vi ikke, vi ville til bunds i denne sag, siger Pernelle Jensen, der mener sagerne nu er undersøgt til bunds:

– Jeg er tilfreds med, at det er undersøgt til bunds, og de er kommet så langt, som de følte, de kunne komme med den.

Susanne Eilersen (O)

Susanne Eilersen kalder det pest eller kolera. Hun synes det er virkelig mange penge, der er brugt, men havde man ikke gået skridtet videre og undersøgt det grundigt, så havde det også været et problem. Man kunne ikke have gjort andet end det, der er gjort. Og havde man gjort noget andet, så havde vi fået mindst ligeså mange smæk for det, siger Eilersen.

– Vi ved ikke endnu, hvad vi har fået for pengene. Vi fik en bunden opgave om at finde ud af, hvad der var op og ned. Vi har fået en kommune, hvor vi det sidste år har brugt meget på, hvad der skete før i tiden, i stedet for at lave politik. Jeg vile helst have været de regninger foruden, men det var en bunden opgave i forhold til at undersøge, siger viceborgmester Susanne Eilersen (O).

Hun havde dog ikke forventet, at beløbet ville være så stort, men alternativet var at stoppe undersøgelsem, og det havde ingen været tilfredse med:

– Jeg havde ikke forventet, at det ville blive så dyrt. Jeg havde heller ikke forventet, at for hvert møde vi kom til, dukkede der flere ting op, som vi skulle belyse og se på i forhold til dokumenter og andet. Der var hele tiden nye ting at besvare og nye ting, vi skulle vide eller have et juridsk råd om. Der er utrolig mange ting, som jeg undrer mig over som byrådspolitiker. Eksempelvis, om man havde styr på sine bilag, at alle bilag var bogført og at de kunne findes frem. Men det kan jeg se, at det var der altså ikke styr på. Jeg er skuffet over, at vi havde en forvaltning, der havde rod i sit system, lyder det fra politikeren.

Det er næsten 30 gange mere end 200.000 kroner?

– Vi får at vide, hvad det koster og det ville blive dyrt. Vi stod med to muligheder, skulle vi køre undersøgelsen færdig – vel vidende, at det var mange penge, eller stoppe den halvvejs? Skulle vi leve med som kommune, byråd og borgere i byen ikke at belyse det fuldt ud. Det er et valg mellem pest eller kolera. Hvad skulle vi gøre? Vi får smæk nu, fordi der er brugt mange penge, men hvis vi var stoppet undervejs, og ikke ville undersøge til ende, hvilke konskvenser havde det så haft? Havde vi så været vores bestyrelsesansvar voksent?

Er du tilfreds med resultatet?

– Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg kan ikke sige, hvad resultatet ville være, hvis vi ikke havde gjort det, men vi sidder endnu med uforløste svar. Ankestyrelsen og politiet arbejder på sagen, så det må vi se resultaterne af også. Det afventer vi nu. Vi har også været til afhøring. Vi sidder lige nu i et dødvande. Jeg ved heller ikke, hvilket svar man kunne ønske sig at få. Jeg mener, at vi må stå på mål for de undersøgelser, vi har bestilt, efter at nogle mennesker havde kastet os ud i noget af en storm. Det var nødvendigt. Der var en stemning for, at vi skulle rydde op og til bunds.

Havde du gerne set en anden løsning for undersøgelsen?

– Jeg har tidligere på året hørt, at Indenrigs- og boligministeren arbejder på en løsning, der kunne være et undersøgelsesrejsehold, der kunne rejse rundt, hvis der blev behov for det. Med læringen fra Fredericia kommune, så havde det været rart med sådan et rejsehold. Man burde have været ude hurtigt, det havde været langt det bedste for alle parter med et uvildigt hold fra ministeriet, slutter Susanne Eilersen.

“Socialdemokratiet skal betale regningen”

Karsten Byrgesen (D), Foto: AVISEN

I december og månederne frem har Nye Borgerliges byrådsmedlem Karsten Byrgesen været utilfreds med informationsniveauet. Han er samtidig nået dertil, at han mener Socialdemokratiet bærer hele ansvaret, og derfor selv bør tilbagebetale pengene til borgerne:

– Jeg ved, at det er dyrt og det undrer mig at det kun er 5,7 millioner kroner, fordi de har lavet en lang række opgaver, så det er en meget større opgave. Men det er en dråbe i havet i forhold til den socialdemokratiske borgmesterskandale. Så ja, det er mange penge, der er spildt. Det er deres borgmester, der har bragt os alle i den situation. Det er et to cifret beløb vi ender i, og det er tusindevis af timer, som er brugt. Det, der er mega ærgerligt er, at alle de timer som forvaltningen har brugt på at rydde op for socialdemokraterne er timer, der er stjålet fra borgerne. Det er den service borgerne nu mister på andre konti, tordner Byrgesen.

Han mener at Horten loyalt har løst opgaven, de er hyret ind til. Derfor vil han ikke gå efter deres regning eller advokatundersøgelsen i sig selv, for han ser det som Socialdemokratiets ansvar:

– De 5,7 milloner kroner siger intet andet om dem, end at de loyalt har løst det, de skal. Det er ikke deres undersøgelse, jeg går efter. Det er Socialdemokratiet, der har påført kommunen stor lidelse og så mange pengesmæk. De burde skamme sig. Det er deres skyld, at vi kom så højt op. Vi kunne have brugt pengene på meget andet. Der er totalt fravær af ledelse og ordentlighed, så det er ærgerligt. Men Horten er et ordentligt advokatfirma, der skal betales for det, som de har leveret. Det er ikke Horten, der skal skældes ud. Jeg kan læse, at Socialdemokratiet har mange penge i deres valgfond, så den burde de tage penge fra og så se at få betalt for det, de har gjort.

Du har selv sagt, at du ønskede en uvildig undersøgelse – er det ikke hvad du har fået?

– Jeg forventede dengang, at vi endte i et tocifret millionbeløb. Hvis vi tager de udgifter med, som det har kostet i arbejdstimer, så vil jeg skyde på, vi er på den forkerte side af 20 milloner kroner. Der er mange borgere, der ikke får den service, de skulle have, fordi aviserne har spurgt ind for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, hvilket de også skal. Derfor er der nogen, der skal svare på det her, og derfor har de haft Horten til det. Horten får “thumbs up” op fra mig og de har løst en opgave, de skal have penge for. Vi bruger millioner kroner på at brande kommunen, nu bruger vi på det modsatte, siger Karsten Byrgesen.

Hvordan ville du have løst denne sag?

– Socialdemokratiet skulle ikke nødvendigvis have gjort andet end, hvad de har gjort nu. Men på grund af dem står vi i en forfærdelig situation, som vi ikke skulle have stået i. Hver gang jeg og oppositionen siger noget, bliver vi mødt med, at det er chikane det, vi siger. Det er karaktermord, når vi siger noget, og borgmesteren mener, at det er for meget. Men husk: Vi har slet ikke set retssagerne endnu, så det er kun en dråbe. Hvis politiundersøgelsen betyder, at der skal være noget retsligt, kommer det til at koste tid og penge i kommunen igen og skal det takseres, så ender det også på et stort millionbeløb, mener Byrgesen. Han fortæller også, at han aldrig selv mener at kunne ende i sådan en situation, fordi det er dårlig ledelse:

– Jeg ville ikke været kommet i situationen. Jeg er leder og chef, og ville aldrig været kommet i derhen. Jeg er uddannet i Forsvaret til at man behandler folk sådan, som man selv vil behandles. Man skal ikke røre ved det ene eller andet, men tale pænt hele vejen rundt. Hvis jeg havde gjort det forkert, så havde jeg ikke været officer i Forsvaret i 42 år. Det skriger så meget på ledelse, at det gør ondt i min krop. Jeg kan se, hvad problemet er, og det er ledelsen. De tager små bidder i stedet for at kigge stort på det. Jeg ville have udført ledelsesdelen helt anderlede. Manglen på ledelse er udtalt, og derfor er vi der, hvor vi er. Jeg ser heller ikke, at det er blevet bedre med den nye borgmester.

“Ærgelige penge”

Søren Larsen Foto: AVISEN

Socialdemokratiets gruppeformand Søren Larsen forstår godt, at mange synes, at det er rigtig mange penge, og han vil allerhelst drive politik i stedet for undersøgelser, men for at sikre at man kunne komme rigtigt videre, har man nikket ja undervejs til undersøgelsens løbende udvidelse.

– Jeg tænker, at der er ærgerligt at bruge så mange penge. Vi kunne vælge mange andre gode ting at bruge pengene på. Men det er også vigtigt for mig at sige, at Nye Borgerlige bad om en uvildig undersøgelse, så vi kunne ikke holde til at gøre andet end at gennemføre sådan en, siger gruppeformand for Socialdemokratiet, Søren Larsen:

– Der er løbet mere til undervejs, og en del af beløbet, som vi har betalt advokatfirmaet, har også haft at gøre med de aktindsigter, som vi har bedt om hjælp til at håndtere for at kunne afholde lovens tidsfrister. Tingene er kort sagt vokset væk fra det vi sad med i december. Alle var enige om, at eventuelle spørgsmål undervejs skulle fjernes fra det politiske lag og lægges i en juridisk afklaring, så der ikke skulle gå politik i det, siger han.

Hvad tænker du om beløbets størrelse?

– Jamen, det er da mange penge, men det koster, og det vidste vi. Vi er løbende blevet orienteret om, at det blev dyrere. Vi blev nødt til at få lavet afklaringerne rigtigt, det skylder vi de implicerede parter, siger Larsen.

Er du tilfreds med resultaterne?

– Ja, det er jeg. Vi har bedt dem om at udføre noget arbejde, og det har de udført. Vi skulle bruge svar på, hvad der er op og ned i det hele, hvad er rigtigt, og hvad er ikke rigtigt, og der føler jeg, at de har løst opgaven. For Socialdemokratiet har det også været vigtigt at komme til bunds i denne sag, for alle parters skyld, forklarer Søren Larsen.

Larsen mener nu at man er der, hvor alle venter på, hvordan det hele ender. Politiet er ved at lave den sidste del af arbejdet, og herefter kan man få sagen afsluttet. Han mener derfor at kunne se en ende på sagen:

– I det sidste halve år, som vi har været igennem, har vi fået stillet opgaver, vi ikke i den vildeste fantasi havde regnet med, at vi skulle håndtere. Men jeg synes, at vi er ved at være igennem det. Vi begynder dermed at kunne fokusere på at komme videre med det egentlige byrådsarbejde. Derudover er det vigtigt at slå fast, at vi ønskede at vide, hvad der var op og ned for alle parters skyld, og sikre ordentligheden, ikke mindst for Jacob Bjerregaards skyld. Han har ikke haft muligheden for at forsvare sig i denne sag med de mange informationer, der er kommet frem og skrevet om i pressen, slutter Søren Larsen.

FAKTA: Hvad er en advokatundersøgelse?

En advokatundersøgelse er en undersøgelsesform, hvor en advokat undersøger et nærmere bestemt forhold for en opdragsgiver. Opdragsgiveren kan både være en offentlig myndighed eller en privat virksomhed/person. Lovgivningen indeholder ikke nærmere regler om advokatundersøgelser, men Danske Advokater har udarbejdet en praktisk vejledning til udførelse af advokatundersøgelser.

En advokatundersøgelse kan både være en almindelig advokatundersøgelse, hvor der ikke – ud over de generelle krav, der følger af de advokatetiske regler – er krav til advokatens habilitet, samt en uvildig advokatundersøgelse, hvor der gælder særlige krav til advokatens uafhængighed i forhold til opdragsgiveren.

En almindelig advokatundersøgelse gennemføres typisk ved, at advokaten foretager en undersøgelse af et nærmere aftalt begivenhedsforløb for en fast klient med henblik på f.eks. at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at bringe et ansættelsesforhold eller en anden kontrakt til ophør, indlede en retssag og/eller indgive en politianmeldelse. Hovedparten af de advokatundersøgelser, der gennemføres, er almindelige advokatundersøgelser, og langt de fleste af disse undersøgelser kommer aldrig til offentlighedens kendskab.

Ifølge vejledningen fra Danske Advokater bør betegnelsen “uvildig advokatundersøgelse” kun anvendes, når advokaten vælges, og undersøgelsen gennemføres under iagttagelse af nogle særlige krav, som skal sikre advokatens uafhængighed og de berørtes.

Kilde: https://www.kromannreumert.com/Insights/2017/Undersoegelseskommissioner-og-advokatundersoegelser

AVISEN har også forsøgt at indhente en kommentar fra Horten Advokatfirma, men virksomheden er ikke vendt tilbage inden deadline.

Læs også:

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Karen Møberg
Karen Møberg
13:40 - 16. juni 2021 13:40

Når man læser artiklen om politikernes udtalelser omkring skandalen og de 5,7 mill, som advokatregningen lyder på for at rydde op i den skandaleramte Fredericia Kommune, peger alle på ledelsen. Selvfølgelig er det ledelsens ansvar at tingene fungere optimalt i en kommune, men har de øvrige byrådsmedlemmer slet ikke noget ansvar, for de må da kunne have bemærket i forbindelse med byrådsmøderne, at det var en diktator, som styrede kommunen. Hvorfor har man ikke spurgt ind til tingene? Hvorfor har alle blot siddet med hænderne over kors og ikke gjort modstand, uanset hvor gal diktatoren kunne blive? Byrådet har ganske enkelt bestået af marionetdukker, der var bange for diktatoren og ikke mindst for at miste udvalgsposter, hvis de havde en anden mening. Hvornår ser vi oprydningen i Familieafdelingen, som er ligeså vigtig og tiltrængt?