Byrådet · Fredericia

To standsningssager satte byrådet på prøve

En aften, der begyndte med tillykke og lagkagestemning, blev til en lang og principiel samtale om penge, mennesker og om, hvor langt en politikers ret til at sige stop egentlig rækker.

Af Janus Bang og Andreas Andreassen

Klokken var et godt stykke over seks, da borgmester Peder Tind nåede frem til aftenens tunge punkt. Salen havde allerede været igennem en mødekalender, et valg til EWII og en budgetopfølgning, der lovede et merforbrug på godt 34 millioner kroner. Men det var to sager, der var sendt videre fra udvalgene ved hjælp af standsningsretten, som kom til at tegne mødet. Den ene handlede om de mest udsatte børn i kommunen. Den anden om en gade.

Begge endte på borgmesterens bord. Og imellem dem voksede en debat frem, som flere af byrådets medlemmer åbenbart havde gået og samlet sammen på i et stykke tid: Hvornår er det rimeligt at trække i nødbremsen, og hvornår bliver det en omvej?

Et merforbrug, der ikke kun er tal

Allerede ved budgetopfølgningen tidligere på aftenen var alvoren slået an. Fire af kommunens seks udvalg pegede på merforbrug, og selvom borgmesteren noterede sig, at man var gået ind i året med åbne øjne, var der ingen, der talte beløbet ned.

Dan Ravn Larsen fra Socialdemokratiet pegede på en konsekvens, der ikke står i regnearket. Skolernes pressede økonomi var begyndt at brede sig, og kommunens lokale haller manglede allerede et sted mellem fire og fem hundrede tusinde kroner, fordi skolerne sparede hallejen væk.

Så skolernes pressede økonomi kommer også til at presse vores lokale idrætsfaciliteter, og det er dybt bekymrende. Dan Ravn Larsen, Socialdemokratiet

Pernelle Jensen fra Venstre, formand for børne-, skole- og uddannelsesudvalget, supplerede med, at udvalget kun tegnede sig for 800.000 kroner af de mange millioner, men at det dækkede over et udsving, hvor et mindreforbrug på daginstitutionerne dækkede et hul på skoleområdet. Det kaldte hun ikke holdbart i længden, og udvalget ville fremover følge to bestemte skolers økonomi tæt, måned for måned.

Susanne Eilersen håbede, at en kommende regering ville kigge ind i det efterslæb, kommunerne sad med, og tog hallerne op igen fra en anden vinkel: at det var trist, at lækre haller stod tomme i dagtimerne, mens eleverne ikke kunne komme ind og dyrke idræt. Cecilie Roed Schultz, formand for social-, handicap- og ligestillingsudvalget, satte ord på det specialiserede socialområde, der er presset i hele landet, og på den mekanik, hvor penge hele tiden flyttes derhen, hvor det brænder mest.

Tommy Rachlitz Nielsen samlede bekymringen i et billede, der skulle vise sig at gå igen senere på aftenen.

Der bliver altid raget rundt på midlerne. Der er altid nogen, der betaler regningen. Tommy Rachlitz Nielsen, Det Konservative Folkeparti

Familieafdelingen: penge der har ventet

Sagen om familieområdet var den, der havde ventet længst. I budgetforliget for 2026 var der afsat 10 millioner kroner til en ny tilgang på området, og en del af pengene var allerede brugt på flere rådgivere, før den såkaldte kulegravning overhovedet var afsluttet. Tilbage stod spørgsmålet om, hvad de sidste midler skulle gå til.

Cecilie Roed Schultz lagde ikke skjul på alvoren. Over hundrede børn og familier stod uden en fast rådgiver, personaleomsætningen havde været oppe omkring 47 procent, og arbejdsmiljøet havde udløst et påbud. Hendes ærinde var at få frigivet 1,916 millioner kroner til ansættelse af otte rådgivere og sagsbehandlere, og at gøre det hurtigt.

I dag handler det først og fremmest om at udmønte midler til børn og familier, der har brug for hjælp nu. Cecilie Roed Schultz, udvalgsformand

Det var to partier, der havde standset sagen i udvalget. For Det Konservative Folkeparti forklarede Kirsten Hassing Nielsen, at det handlede om en principiel retning: flere sagsbehandlere tæt på borgerne frem for et nyt lag af ledelse og koordinatorer. Hun forsvarede åbent brugen af standsningsretten og kaldte det skuffende, at hun bagefter skulle stå og begrunde den.

Der er ingen borgere i Fredericia, som skal stå uden rådgiver. Det har jeg været meget tydelig om. Kirsten Hassing Nielsen, Det Konservative Folkeparti

For Dansk Folkeparti gik Sune Nørgaard Jakobsen et skridt videre. Han åbnede med ordet sammenhold, hentet fra byrådets fælles arbejdspapir, og vendte det om til et spørgsmål: hvad er sammenholdet værd, hvis det kun gælder, når alle makker ret. Han fremlagde et ændringsforslag om, at forvaltningen samtidig skulle undersøge AI-understøttet dokumentation, og regnede sig frem til, at moderne værktøjer i andre kommuner kunne frigøre op mod tretten tusinde arbejdstimer om året. Undervejs viste han et eksempel på en aktindsigt, hvor oplysninger om to familier var blandet sammen, en fejl, der havde kostet kommunen en anmeldelse til både politiet og Datatilsynet.

Det fik Malene Søgaard-Andersen til at rejse sig, selvom hun ikke sad i udvalget. Hun mindede om, at byrådet også er arbejdsgiver, og at der i morgendagens avis kunne sidde en medarbejder og læse om sin egen fejl, udstillet i byrådssalen.

Vi har et dobbelt ansvar. Vi er både til for borgerne, og vi er også til for de medarbejdere, vi har ansat i vores kommune. Malene Søgaard-Andersen, SF

Jan Filbært brugte et nordjysk ord om det hele: træls. Han roste Kirsten for at have brugt sit værktøj, men efterlyste en bedre forventningsafstemning mellem forvaltning og udvalg, så man fremover talte samme sprog. Hans pointe var enkel: ingen familier må stå uden en sagsbehandler, og jo hurtigere de otte kunne ansættes, desto bedre. AI-sporet kunne tages dagen efter, når handleplanen skulle laves.

Vibe Dyhrberg Nielsen fra Socialdemokratiet, der selv er socialrådgiver, tilførte debatten en faglig stemme, der trak i den anden retning end den rene tælling af sagsbehandlere. En faglig koordinator er ikke en leder, forklarede hun, men en erfaren kollega at gå til, når en sag skal vendes.

Bliver der flere rådgivere, så kommer der ikke nødvendigvis færre rådgiverskift. Men faglige koordinatorer kan rent faktisk lave ensrettede arbejdsgange. Vibe Dyhrberg Nielsen, Socialdemokratiet

Hun sluttede med en lille bøn til kollegerne om ikke altid at skære fingrene helt ned i materien, og om at lytte til forvaltningen, når den faglige vurdering pegede på et fagligt løft frem for flere hænder alene.

Turan Savas, der sad i udvalget, kaldte det også træls, at sagen skulle afgøres i byrådssalen, og var enig i, at sagsbeskrivelsen kunne have været klarere. Han udtrykte respekt for Kirstens holdning og lagde vægt på, at man hurtigst muligt kom i gang, så ingen familier stod uden hjælp. Christian Jørgensen fra Liberal Alliance og Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne bakkede begge op om formandens forslag, selvom ingen af dem sad i udvalget. Palle Dahl var åben om, at AI ikke var hans spidskompetence, men holdt på, at man skal bruge værktøjet varsomt og en ting ad gangen.

Formanden afviste ikke teknologien, men holdt på, at den ikke hørte hjemme i en ren udmøntningssag, og at AI-sporet hverken stod i budgetforliget eller i BDO-rapporten. Hun fortalte også, at hun havde rakt ud til samtlige gruppeformænd for at finde en fælles løsning, men at Dansk Folkeparti ikke havde svaret på hverken mails, opkald eller sms'er i dagene op til mødet. Susanne Eilersen præciserede til gengæld, at Dansk Folkeparti hverken gik ud over budgettet eller ville bruge penge på AI, men alene bad forvaltningen om at undersøge mulighederne, som man gør i andre sager.

Da det kom til afstemning, faldt Dansk Folkepartis forslag med partiet alene for. Derefter stod et enigt byråd bag formandens forslag, og pengene blev frigivet.

En diskussion om åbenhed, der løb med opmærksomheden

Det var her, en anden samtale begyndte at presse sig på, og den fortsatte ind i aftenens næste store sag. Flere medlemmer var optaget af, hvad standsningsretten egentlig skal bruges til, og hvad den koster.

Jan Filbært roste retten til at sige stop som et demokratisk værktøj og mente, at den her gang faktisk havde flyttet noget. Men han pegede samtidig på, at det også koster tid og penge hver gang en sag må gå hele vejen rundt igen.

Kenny Bruun Olsen fra Venstre var mere direkte i sin ærgrelse. Han mente, at sagen kunne være løst i udvalget tre uger tidligere, og at åbenheden og samarbejdet havde haft trange kår netop den aften.

Her følte jeg faktisk ikke, at der var noget som helst samarbejde. Det irriterer mig. Men jeg tror på, at vi finder en løsning i aften. Kenny Bruun Olsen, Venstre

Kirsten Hassing Nielsen tog til genmæle og bad om, at man ikke satte lighedstegn mellem at bruge standsningsretten og ikke at ville samarbejde. Hun mente tværtimod, at debatten med al tydelighed viste, at retten havde været nødvendig, fordi salen nu var nået frem til, at der måske skulle ansættes flere sagsbehandlere, og det havde man ikke været enige om i udvalget.

Christian Jørgensen forsvarede også retten, men advarede mod, at der gik inflation i den, og mindede om, at den historisk har været brugt flittigst op mod et valg, hvor der var mulighed for ekstra profilering. Han pegede desuden på, at debatten bevægede sig tæt på grænsen mellem det politiske og det forvaltningsmæssige niveau. Louis Lindholm fra Venstre var enig i, at byrådet ikke skal detailstyre, og fortalte, at han havde en anden oplevelse af udvalgsmødet end Kirsten: han hørte en formand, der brugte meget energi på at finde kompromiser. Tonen var skarp, men civiliseret. Som han selv bemærkede et stykke inde i debatten, var der ikke nogen, der havde slåsset endnu.

Danmarksgade: en gade, der deler

Den anden standsede sag handlede om Danmarksgade mellem Vendersgade og Prinsessegade, der siden november 2024 har været åbnet for biler som en prøvehandling. Spørgsmålet var, om åbningen skulle gøres permanent.

Udvalgsformand Christian Bro satte sagen ind i den større bymidtestrategi. Den handler om at fastholde Fredericia som handelsby, og prøvehandlingen var den første af forhåbentlig mange. En af de ting, man havde lært, var, at man fremover skal aftale, hvordan og hvornår man evaluerer, allerede når en prøvehandling sættes i gang.

Carsten Jørgensen fra Enhedslisten havde standset sagen, og hans ærinde var grundlaget snarere end gaden selv. Han undrede sig over, at kun en fjerdedel af butikkerne havde svaret på evalueringen, og at en stor andel af borgerne udtrykte utryghed ved trafikken. Med en gammel lærdom i baghovedet pegede han på, at når mere end en fjerdedel er utilfredse, så er der noget at se på.

Hvis vi træffer et valg, så skal vi være på et oplyst grundlag. Og det skal være reelt. Carsten Jørgensen, Enhedslisten

SF ville helst have gaden lukket igen. Malene Søgaard-Andersen var glad for, at Enhedslisten havde brugt standsningsretten, så sagen kunne behandles i salen, og lagde ikke skjul på partiets holdning: Danmarksgade skal være gågade, ikke en gade med biler. Hun fremlagde til sidst et ændringsforslag om at lukke for biltrafik uden for butikkernes åbningstid og sætte en hastighedsgrænse på 15 kilometer i timen.

Men de borgerlige partier og Socialdemokratiet holdt fast. Susanne Eilersen kaldte det en glædesdag for Dansk Folkeparti, der har kæmpet for åbningen i årevis, helt tilbage fra Kurt Hallings tid i byrådet. Hun mente, at fart er en sag for politiet, ikke for byrådet, og at en levende handelsby kræver, at folk kan komme tæt på og parkere. Tommy Rachlitz Nielsen mindede om, at god borgerservice også er at have butikker at have en bymidte i, og forsvarede svarprocenten på evalueringen ved at sammenligne med en kommunal meningsmåling, der havde fået langt færre svar.

Vi er til for borgerne, fordi det er vigtigt for Fredericia, at vi har en levende bymidte. Tommy Rachlitz Nielsen, Det Konservative Folkeparti

Kenny Bruun Olsen, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget, kaldte rapporten overvejende positiv og foreslog konkrete justeringer af skiltning og ensretning, der kunne dæmpe trafikken. Han havde ikke mødt en eneste, der syntes, åbningen var en dårlig idé. Det fik senere Cecilie Roed Schultz til at invitere ham ind i kommentarsporene på de lokale medier, hvor billedet ifølge hende var et andet: bekymrede børnefamilier, biler der gassede op, og en utryghed, der fik nogen til at holde sig væk. Hun rejste også spørgsmålet om økonomien, der endnu var ukendt ud over de første 200.000 kroner, og om de gratis busser kunne være en medforklaring på, at flere mennesker bevægede sig rundt i centrum.

Palle Dahl slog fast, at hastighed er en sag for politiet og færdselsloven, ikke for byrådet.

Det er jo ikke byrådet, der skal tage beslutninger om, hvor høj hastigheden er. Der er en færdselslov. Palle Dahl, Danmarksdemokraterne

Christian Jørgensen mindede om, at også de forretningsdrivende og kunderne er borgere i byen, ikke kun beboerne i gaden, og afviste tanken om differentierede åbningstider. Niels Martin Vind fra Venstre pegede på Granville-rapporten og en levende bymidte i 2035 som det afgørende, og advarede mod, at byrådet ved at vedtage SF's forslag ville fratage forvaltningen dens opgave med at komme med løsninger på farten.

Da Cecilie Roed Schultz spurgte ind til både økonomien og trafiksikkerheden, lovede Christian Bro, at vejforholdene kommer tilbage på et kommende udvalgsmøde. Tommy Rachlitz Nielsen og Palle Dahl insisterede dog på, at et ændringsforslag hører hjemme i salen og ikke kan parkeres i et udvalg, og at man ikke skulle skabe ny uro om en byrådsbeslutning. Det fik til sidst SF til at trække sit ændringsforslag, i tillid til at Christian Bros løfte stod ved magt, og at Carsten Jørgensen ville holde øje med den videre proces. Tilbage stod hovedforslaget, og et flertal stemte for at gøre åbningen permanent. SF og Enhedslisten stemte imod.

Et spørgsmål, der blev hængende

Aftenen sluttede ikke med afstemningen. I spørgetiden trådte en borger frem, en mor, hvis familie er ramt af det system, som byrådet netop havde brugt timer på at diskutere. Hun fortalte om en datter, der gør skade på sig selv, og om venner, der har trukket sig, fordi deres forældre er bange. Hendes spørgsmål var enkelt og svært på samme tid: hvor meget mere skal der til.

Borgmesteren svarede, at der er bred opmærksomhed på familieområdet, at aftenens beslutning gør det muligt at sætte yderligere ind på udvalgsmødet dagen efter, og at han har tillid til både medarbejdere og politikere. Det var et svar inden for spørgetidens rammer. Om det var et svar, der rakte, måtte hun selv afgøre.

AVISEN · Fredericia