Som led i efterforskningen af et drab og drabsforsøg begået onsdag aften i Københavns Sydhavn efterlyser politiet den mistænkte gerningsmand Phillip Denié Dahl Petersen. Han betragtes som farlig.

En 31-årig mand blev dræbt og en 35-årig mand blev hårdt såret under et knivstikkeri, der fandt sted onsdag aften på Peter Sabroes Gade i København. Efterforskningen af sagen har ført til, at Københavns Politi har en klar formodning om, hvem gerningsmanden er og udsender derfor en efterlysning med navn og billede.

Den mistænkte gerningsmand er den 33-årige Phillip Denié Dahl Petersen, som også kaldes DD.

Han har følgende signalement:

Mand
Dansker
33 år
175 cm høj
Almindelig af bygning
Kort hår

Han har på venstre håndryg en tatovering af en kæde med kors eller vægt. Tatoveringen trækker op på venstre overarm.

Han var på gerningstidspunktet iført en mørkeblå hættetrøje og sorte bukser.

Phillip Denié Dahl Petersen er muligvis selv blevet stukket med kniv eller anden skarp genstand. Politiet anser ham for farlig, og borgere skal derfor ikke tage kontakt til ham, hvis de ser ham, men i stedet kontakte politiet på tlf. 1-1-2.

– Vi havde håbet, at den formodede gerningsmand havde meldt sig selv, men det har ikke været tilfældet. Nu beder vi offentligheden om hjælp, og jeg vil gerne understrege, at man hurtigst muligt skal kontakte politiet, hvis man ser den efterlyste, og ikke selv tage kontakt til ham, siger politikommissær Robert Jensen.

Det er endnu uvist, hvad der førte til knivstikkeriet onsdag aften, men de tre mænd har forud for episoden tilsyneladende haft et skænderi på et nærliggende værtshus.