Fredericia Døgnrapport

Her på Fredericia AVISEN bringer vi dagligt nyheder fra Sydøstjyllands Politi. Du kan følge med på fredericiaavisen.dk for de nyeste krimihistorier.

Indbrud i værksted i Madsbyparken

I går aftes klokken 19:57 har ukendte gerningsmænd forsøgt at lave indbrud i en kombineret værksteds- og administrationsbygning. Her er der knust en rude i en dør, og på den måde er det lykkedes gerningsmændene at skaffe sig adgang til bygningen. Umiddelbart er der ikke stjålet noget.

Indbrud i villa på Mågevej

En villa på Mågevej i Fredericia har haft ubudne gæster. Ukendte gerningsmænd har knust en rude i en terrassedør, og har på den måde skaffet sig adgang til huset. Her har man stjålet et ukendt beløb i udenlandsk valuta sammen med en tablet og nogle smykker.

Indbrud i båd

En båd der står opmagasineret på stativ har haft ubudne gæster. Båden står på opmagasineringspladsen på Røde Banke. Gerningsmændene har brudt en dør til båden op, samt knust nogle sideruder. Det er lykkedes at slippe afsted med et skydehåndtag.