Forside FC Fredericia Pokalhelten McGrath: En af de gode overraskelser

Pokalhelten McGrath: En af de gode overraskelser

DEL
Foto: Thea Lise Dyhrberg

Brent Mcgrath har for alvor gjort sit indtog i FC Fredericia i sin anden periode i klubben. Torsdag aften blev han den helt store helt, da Fredericia-mandskabet sendte AGF ud af pokalturneringen.

Australske Brent McGrath måtte en tur igennem mediemøllen på Monjasa Park torsdag aften. Lige efter kampen skulle han direkte hen til flashinterview med TV3 Sport. Efterfølgende gik turen ind i omklædningsrummet for at fejre sejren, sidenhen retur på banen til strækøvelser og retur til mixed zone, hvor den skrivende presse ventede på Fredericia-helten, som satte ord på det at have afgjort kampen.

– Det er altid dejligt at score. Det betyder meget for selvtilliden, men også for holdet. Man kan sige, at det er hvad der sker i pokalkampe. Jeg synes selv, at det var fortjent, men selvfølgelig havde de en stor chance i anden halvleg, hvor Alexander Nybo tager den. Bortset fra det, så synes jeg, at vi havde okay styr på det, især taget i betragtning af, at de er et godt Superliga-hold, siger Brent McGrath, der startede på bænken og kunne se holdkammeraterne få en fornuftig start på kampen:

– Vi stressede ikke og blev ved game-planen. Vi vidste, at vi ville få chancen på et tidspunkt. Inden jeg kom ind, så synes jeg, at alle vores spillere knoklede virkelig sindssygt hårdt. Det var så derfor, at det gjorde det lidt nemmere for mig at komme ind, fortæller den australske angriber, der dog var lidt selvkritisk:

– Jeg vil sige, at jeg skulle have scoret tre mål, men heldigvis var et nok.

Sidst du var i Fredericia, var du med til at slå OB ud af pokalturneringen. Hvad er der med dig og pokalturneringen i FC Fredericia?

– Haha… Det var godt nok ikke mig, der scorede dengang, men ja. Jeg vil sige, at der kan ske mange ting i en pokalkamp og det så vi i dag (torsdag, red.). Der har været flere overraskelser i denne runde og det var en af de gode den her, udtaler McGrath til Fredericia Avisen og kommer ind på lodtrækningen til fjerde runde i DBU Pokalen, som finder sted på mandag:

– Man vil altid gerne spille de sjove kampe, så om det er FCK eller Brøndby – det må vi tage som det kommer. Man skal jo slå alle på et tidspunkt, så om det er nu eller i finalen, ja det er lige meget i princippet, lyder det fra Brent McGrath.