Forside Fredericia Pokalfinalen der samlede folket og frembragte følelser

Pokalfinalen der samlede folket og frembragte følelser

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

En folkefest uden lige. Sådan kan en pokalfinale bedst beskrives, og finalen i fredags var ingen undtagelse, hvor det var en følelsesmæssig rutsjebane.

For tredje år i træk var jeg at finde på lægterne i Telia Parken til pokalfinalen, og for tredje gang fik jeg en folkefest, som jeg aldrig glemmer.

Skuffelsen har endnu ikke lagt oven på resultatet. Det er aldrig sjovt at se ens hold tabe, og slet ikke efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence. Dybest set føler jeg, at man lige så godt kunne have spillet plat eller krone om hvem der skulle vinde, når vi er ude i sådan en afgøreles. Så tilfældigt er det, hvem, som har nerverne i ro til sådan en situation efter at have spillet 120 minutter.

Selve dagen startede tidligt for mig. Omkring klokken 8:30 blev kursen sat mod København, hvor Gl. Torv og Nytorv dannede rammerne om Brøndbys fanzone. Foodtrucks, massevis af ølboder og beværtninger, der var åbne, gjorde at man kunne forsyne sig med, hvad man nu lige havde lyst til.

End ikke regnen kunne stoppe de titusindevis af Brøndby-fans. Der var blevet udleveret gule regnslag, og så var der ellers dømt fællesmarch mod Telia Parken, da klokken ramte 14:00.

Der er noget specielt over at marchere gennem byen i ét stort fællesskab. Regnvejr eller ej, så er det en følelse, der er noget helt særligt.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Velankommet til Telia Parken en time senere var der linet op til flotte tifoer, der skulle udføres ved indmarchen fra de to hold. Forventningsglæden var stor, og selvom der var et par timer til kampstart kunne man mærke en sitren i kroppen. Nu stod man der endelig i slaget om den danske pokaltitel. Det var kulminationen på en sæson for Brøndby, hvor tingene bestemt ikke har kørt på skinner, og en pokal ville derfor betyde alt efter en trænerfyring og en sæson, hvor spillet har været i øst og vest.

FC Midtjylland kom hurtigt foran på en dødbold, og det var derfor spændende at se, hvordan Brøndby ville reagere mentalt efter sådan en chokstart, især med sæsonen taget i mente. Brøndby bevarede overblikket og fik udlignet til 1-1, og selvom der var chancer til flere mål i begge ender af banen var stillingen stadig 1-1 efter 90 minutter.

I den forlængede spilletid turde ingen af holdene at satse for alvor, hvorfor det endte ud i en straffesparkskonkurrence. Det var ikke til at holde ud. Nerverne sad udenpå tøjet, og man kunne mærke, at tårerne pressede sig på, hvis det skulle lykkedes Brøndby at vinde.

Den ellers rutinerede tysker, Dominik Kaiser, gik til bolden som den første. Han kunne ikke stå for presset og brændte, og så var der ellers en stor åbning til FC Midtjylland, der scorede på deres første spark. På det andet FCM-spark var det Brøndby-keeperen Marvin Schwäbe, der trak det længste strå og bragte Brøndby tilbage. På det næstsidste spark gik det galt for Brøndby igen. Kroaten Josip Radosevic blev pillet af Midtjyllands Jesper Hansen, og da midtjyderne scorede på deres resterende spark endte de med at vinde pokalfinalen.

Det var ikke til at bære, og det mindede mest af alt om et mareridt, som man var vågnet op fra. Skuffet og tom for ord gik turen ud af Telia Parken, hvor målet var at finde den nærmeste kiosk for derefter at tage turen retur til Fredericia.

Bitterheden og skuffelsen over den tabte pokalfinale var stadig stor ved hjemkomsten, men her flere dage senere kan jeg godt sidde at nyde højdepunkterne fra dagen med vennerne og de titusindevis af andre Brøndby-fans, som havde det præcis på samme måde som en selv.

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/
DEL