Pølsevognen fylder 100 år i dag og det skulle have været fejret i det danske land, men sådan blev det ikke, grundet den aktulle sundhedskrise. Men områdets pølsekonge Tommy Jensen forsikrer, at der vil blive fest, pølser og glade dage på den anden side af krisen.

Personligt husker skribenten, at hans far aldrig havde været ved pølsevogn, men alligevel blev afsløret, når hans slips havde remouladepletter og skribenten havde congobajer i mundvigene, når den røde pølse, man fik i hånden var spist og skulle “skylles ned”. Det var i de tidlige firsere, at min far slæbte mig med til Oscars pølsevogn den første gang, og der starter det nok. Man bliver solgt, og livet får et helt ny gastronomisk univers.

Sådan er det ikke lige i disse dage.

Mange pølsevogne er lukket landet over – og for Tommy Jensen, der også er blandt de mest udekørende pølsemænd, så er der ikke mange rejsegilder i disse dage, men det har der været i de 14 år, han har haft titlen som pølsemand. Han er indehaver af lejenpølsemand.dk – og så har han flere pølse-, grill- og isbutikker i området.

»Det er dejligt at være pølsemand. Det er frit, men også hårdt. Men de lange timer betaler sig, når man møder så mange mennesker. Det er faktisk det bedste, at man møder alle slags mennesker i en pølsevogn,« fortæller Tommy Jensen.

»At drive pølsevogn har forandret sig meget over de sidste 100 år, men mange traditioner eksisterer stadig. Der er sket meget, siden det var en, død finger med brød. Det er alt muligt andet i dag, hvor burger, pita, bøf med bearnaisesovs er på menuen. Men vi sælger mange pølser og pølsen er et hit i alle aldre,« siger Tommy Jensen og fortsætter:

»Pølsevognen er samlingsted – et sted for hygge. Alle typer gæster en pølsevogn – både direktøren og avisbudet. Det er netop det gode ved det. Jeg tror også, at det er blandt årsagerne til, at pølsevognen lever endnu. Det er en dansk tradition og et koncept, der aldrig går af mode, selvom konceptet er tilpasset undervejs.«

Pølsevognen er forbundet med mange traditioner – blandt andet, at man lige skal have stillet den lille sult, inden suppen, eller at far og børn spiser en hotdog uden mor ved det, er det stadig sådan?

»Jeg har tavshedpligt, men jo den kundetype findes. Det er fantastisk, at det er sådan, og jeg lever med min tavshedspligt. Der kommer da mange mennesker, der lige skal hygge med en medister, hotdog eller kradser, særligt om sommeren, hvor vejret er godt. Det er jo bare skønt,« siger Tommy Jensen med et smil og slutter:

»Vi glæder os virkelig til, vi er på den anden side er Corona, for alting er jo gået i stå, men jeg garanterer, at vi er klar til at fejre pølsevognen, når vi kan åbne igen.«

Historien om den danske pølsevogn

Ideen om pølsevogne kom til os ude fra. Allerede før første verdenskrig var der pølsevogne på gaden i tyske byer bl.a. Berlin.

Grundlaget for denne ydmyge restaurationstype var opfindelsen af primusapparatet. Ved hjælp af denne lille petroleumsbrænder kunne man mobilt opvarme kar og beholdere. Det havde medført at en gruppe afholdskvinder, med fru Lene Silferberg i spidsen, havde etableret Københavnske Kvinders Kaffevogne. Her kunne man for 8 øre købe en kop stærk kaffe med sukker og fløde.

Herudover har vi i Danmark en gammel tradition for gadehandel fra faste stader, eller fra “løse” kræmmere, der for en krone kunne løse vandrebrev hos kommunen. Torve? og stadehandel var stramt reguleret under de kommunale myndigheder. I København var det under Magistratens 2. afd.

Fra Berlin over Gøteborg i Sverige til Kristiania i Norge

Fra Berlin bredte pølsevognene sig, først til Gøteborg i Sverige og derefter til Oslo, der på den tid hed Kristiania. Heroppe havde en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns slået sig ned. Udover sin musiceren for bl.a. den danskfødte Kong Håkon, havde Stevns gang i 7 pølsevogne i byens gader. Den ide ville han gerne overføre til København. Så i 1910 søgte han første gang om tilladelse til at sælge pølser på gaden i København, efter restauranternes lukketid til kl 02.30 nat. Københavns daværende politidirektør var Eugen Pedersen. Han var et udpræget levn fra enevældens dage, og havde bl.a. været vicepolitidirektør under det herostratisk berømte slag på Fælleden. Eugen Pedersen afslog Svendsen Stevns ansøgning, men det fik ikke kapelmesteren til at give op. Han blev ufortrøden ved med at søge.

Kedeligt syn med pølsespisende folk på gaden

I 1917 skiftede magten i København, og Socialdemokratiet får flertal i byen. Det medfører en række ændringer i bystyret, det får betydning forpølsevognssagen.

Den hidtidige konservative borgmester i Magistratens 1. afdeling. Theodor Dybdal udnævntes som ny politidirektør. Han afløses i borgmesterstolen af Ernst Kaper.

Allerede den 8. marts 1917 indfører København folkekøkkener og i Århus ansøges om tilladelse til salg af varme pølser på gaderne. Ansøgningen afslås, bl.a. med en begrundelse fra byrådsmedlem dr. Bramming, at det “ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser”:

Svendsen Stevns har ikke opgivet. Han fortsætter med at søge, og får nu uventet en allieret i Københavns konservative borgmester for Magistratens 1. afdeling, Ernst Kaper. Den 23. oktober 1919 fremlægger Ernst Kaper sagen i Københavns Borgerrepræsentation, med anbefaling fra Magistraten, der er det samlede kollegium af borgmestre i København. Han var nu også ude i et andet ærinde. Kaper havde nemlig i længere tid ligget i strid med de københavnske restaurationsejere, der ikke ville acceptere hans forslag om “Standard prislister”. Kaper syntes simpelthen at de Københavnske restaurationer var for dyre. Her kunne han bruge pølsevognene som pressionsmiddel. Med henvisning til gode erfaringer i Tyskland, Sverige og Norge, anbefalede Ernst Kaper Borgerrepræsentationen at give Svendsen Stevns tilladelse til opstilling af pølsevogne på de ansøgte stadepladser.

Lovgivningen var sådan skruet sammen, at da det drejede sig om en person, der ville sælge færdig tilberedt mad fra flere stader i byen, skulle det først godkendes af kommunalbestyrelsen, og herefter skulle Indenrigsministeriet dispensere fra beværterloven af 10. maj 1912, paragraf 6. Det blev ikke så ligetil at få sagen igennem.

Stauning måtte ringe med klokken og bede om at man holdt sig til pølsesnakken.
Restaurationsbranchen havde mange venner i Københavns Borgerrepræsentation, som kæmpede en tapper kamp mod pølsevognene. De forudså trafikkaos ved vognene, at de ville blive konkurrenter til kommunens egne folkekøkkener, samt at stadehandlen i øvrigt var af det onde. Formanden for Borgerrepræsentationen, den senere Statsminister Th. Stauning, ringede idelig med sin klokke, og bad de ærede medlemmer om at holde sig til“pølsesnakken”:

Et enkelt indlæg i debatten, fik dog næsten profetiske overtoner, set med eftertidens øjne. Det var den socialdemokratiske forstanderinde Marie Christensen der udtalte: “Der kan jo puttes en hel del i en pølse”. Så hun anbefalede både streng hygiejne med vognene men, også med pølsefremstillingen, og med hvad der skete med de ikke solgte pølser.

Herefter går sagen i udvalg, og 4. marts 1920 kan Borgerrepræsentationen endelig give Charles Svendsen Stevns sin stadebevilling. Indenrigsministeriet dispenserer, og mandag den 17. januar 1921 præsenteres de første vogne for pressen.

Pølsevognen, en avanceret trækvogn med indlagt varme 

I forhold til vore dages rullende teknologiske vidundere, var de første pølsevogne, efter tysk model, meget primitive. De var bygget omkring en kobberkedel, der blev opvarmet med en primus. Omkring kedlen var bygget en trækasse, der indeholdt bl.a. pølsebrød, der dengang var et rundstykke. Kassen, der var hvidmalet, var monteret på et understel med to store hjul og trækstænger. Understellet og hjulene var malet røde. Pølserne kostede 25 øre og brødet 5 øre. Taget i betragtning at en arbejdsmand i hovedstaden på det tidspunkt tjente 2 kr. i timen, var det et luksusmåltid.

Charles Svendsen Stevns startede med 6 pølsevogne

Svendsen Stevns startede med 6 vogne der henholdsvis fik stade på Rådhuspladsen, Nørrebros Runddel, Christianshavns Torv, Gammeltorv, Nørreport, og Vesterbros Torv

Pølserne til Stevns vogne blev leveret af firmaet Søren Houlberg A/S, som oprindelig var startet i Lille Strandstræde 8, og senere havde flyttet virksomheden til det gamle svine? og fjerkræslagteri i Syndergårdsgade, som i dag er Bernstoffsgades forlængelse fra Før: Polititorvet ned til havnen.

Pølsevognene breder sig til hele Danmark

Nu begynder pølsevognene at brede sig ud i landet. Århus var stadig ubøjelig i sin modstand mod pølsevogne.Men allerede i 1922 er de med oppe i Nordjylland, hvor der som bekendt lever en stolt pølsetradition.

I ålborg byråd behandler man den 24. april 1922 en ansøgning fra repræsentant Sven Julius Carlsen, Kjellerupgade 10, om tilladelse til salg af varme pølser på Ålborgs gader. Den tilladelse gav byrådet. Nu skulle sagen, som i København en tur over Indenrigsministeriet for at få dispensation fra beværterloven. Den fik han uden problemer, så byrådet den 21 august 1922 kunne give Carlsen sin tilladelse. Næste dag bekendtgjorde “Nordjyllands Socialdemokrat” i en notits; “De varme pølser ? nu kommer de”

Arhus opgiver al modstand den 8. oktober 1922

Nu gik det slag i slag rundt om i Danmark. I Odense havde en københavner allerede i 1921 søgt om stadetilladelse til pølsevogne, men havde fået afslag. I 1926 forsøger en indfødt odenseaner sig igen , det var Georg VVilladsen fra Sadolinsgade. Han får sin tilladelse, som naturligvis udløser en harmdirrende protest fra fællesudvalget for Odense Detailforening. Men nu var pølsevognen også kommet til Odense.

I Århus var der stadig hårdnakket politisk modstand. Borgmester Jacob Jensen kunne overhovedet ikke se behovet, selvom afholdsmanden Larsen Ledet var blandt ansøgerne, og med anbefalinger fra både Odense og Ålborgs borgmestre, ville han sælge kaffe og varme pølser til fordel for afholdsbevægelsen.

Omsider må selv Århus byråd overgive sig. En kendt lokal journalist og redaktør, Louis C. Andersen får omsider fredag den 8. oktober pølsevogne ud i Århus gader. Han fik fremstillet sine pølser specielt til formålet hos kgl. hof Slagtermester Anton Ovesen, som lod sin pølsemester fremstille den særlige “Marselis?pølse” til Louis Andersens vogne. På dette tidspunkt var det grosserer der var ejerne af pølsevognene, og pølsesælgerne var ansat hos disse. Det gav visse gnidninger. Ugelønnen for en pølsesælger lå i København på omkring 25 kroner. I trediverne lå omsætningen ved en pølsevogn fra 6 til 20 kroner om dagen. De bedste vogne kunne komme op på 100 kr. Lønnen var 5. kr. om dagen, og dertil skulle lægges en provision.

Pølsemændene vil være selvstændige

Under krigen, i 1942 går en delegation af ansatte københavnske pølsemænd til byens overborgmester H.P. Sørensen, og beder ham om at revidere stadeprincippet for pølsevogne. Fremover ønsker de ansatte pølsemænd individuelle stadetilladelser. Det medførte at man i København indførte kravet om, at en pølsemand skulle være invalid, og dokumenteret ude af stand til passe et normalt arbejde. Den sociale pølsevogn er født.

Denne praksis breder sig ud over Danmark i forskellige varianter. I Århus og Ålborg fik f. eks. Børnenes Kontor retten til at sælge pølser, og i andre kommuner havde man lignende kollektive ordninger.

Fra åben trækvogn til lukket gadecafe

Under krigen var der mangel på petroleum, så pølsemændene blev tvungen til at bruge trækulsbækkener, som gav en temmelig ukontrollabel varme. Pølserne var rationerede, og pølsebrødene blev ofte kun til en skive franskbrød eller en humpel rugbrød. At pølsemændene blev selvejere ændrede radikalt den danske pølsevogn. Nu ville pølsemændene ikke stå ude i al slags vejr, og bl.a. stoppe gamle aviser under skjorten for at holde varmen. Man begyndte at bygge et lille læskur udenom pølsekedlen, så pølsemanden kunne komme i rimeligt tørvejr og læ. Det blev starten på den særlige danske pølsevogn. I folkemunde kaldet “Cafe Fodkold”

Gennem halvtresserne og tresserne havde Pølsevognen sin storhedstidhvor begrbet Café Fodkold blev født. Enhver by, købstad og station havde sin pølsevogn, og salget var forrygende. Vognene skiftede deres primusbrændere ud med gas, flagermuslygterne blev afløst af batteridrevet lys. Vognene blev større og mere moderne, men fik flere problemer. Nymodens fast?food i grill og burgerbarer tog deres bid af pølsen. Det medførte bl.a. at de århusianske pølsemænd strejkede i protest i 1973.

Kommunerne begyndte også at fravige kravet om dokumenteret invaliditet, og overgik til almindelig næring. Det er kun København, Odense, Slagelse og Hørsholm kommuner, der har fastholdt kravet om invaliditet, samt reglen om at vognene skal køres i garage hver aften. I resten af landet er det nu mere eller mindre faste pølsekiosker, der står for salget af varme pølser, det total salg er på omkring 116 millioner stk. om året.

Danske pølsevogne står i Rusland, Sverige, Spanien og England

I Danmark er “Cafe Fodkold” på retur. Alene i København er antallet af pølsevogne faldet fra over 400 omkring 1950, til omkring 130 i dag, en udvikling man også oplever i det øvrige af Danmark.

Selv om pølsevognen er på retur her i landet, eksporteres pølsevognskonceptet med succes. Steff?Houlberg i Ringsted har placeret vogne i Rusland, Sverige, Spanien og England. Så måske vil “Cafe Fodkold” alligevel overleve, og brede sine pølsevognstraditioner ud over hele verden

Kilde: Festvognen.dk■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer