Der er den seneste tid på ny skabt tvivl om arbejdsmiljøet i Fredericia Kommune. Denne gang på baggrund af en anonym henvendelse fra medarbejdere ansat på Ulleruphus Plejecenter.

Det er ikke længe siden at både den tidlligere fællestillidsmand og borgmesteren var ude offentligt at bekendtgøre, at der ikke var noget at komme efter, at det kun var blandt lederne, der var arbejdsmiljømæssige problemer.

Man kan derfor blive lidt i tvivl om tyngden af arbejdsmiljøundersøgelsen for de medarbejdere som løser drift opgaver. Der er noget alvorligt galt, når medarbejdere er nødt til at ty til anonyme henvendelser. En whistleblowerordning vil kunne få en sag som denne hurtigere frem.

Den vil dog ikke umiddelbart kunne løse problemer så som dårlige trivsel på grund af tidspres og manglende mulighed for indflydelse på den faglige indsats, som plejepersonalet skal yde borgerne.

Fredericia Kommune er den største arbejdsgiver i Fredericia. Der er givet gode arbejdspladser i Fredericia Kommune, men afgjort også flere områder, hvor der er plads til betydelige forbedringer. SF vil arbejde for at rammerne for en ansættelse i Fredericia Kommune er lig med ordnede forhold og et godt arbejdsmiljø.

Medarbejderne skal have betydelig mere indflydelse på opgaveløsningen og på arbejdets tilrettelæggelse. Det er på tide, at der tages et opgør med New Public Management, tidstyranni og fastlåste pakkeløsninger, hvor borgeren kun får en nøje beregnet og afmålt hjælp fra kommunen. Medarbejderne skal med andre ord sættes fri til at anvende deres faglighed i samarbejde med borgeren og der skal ikke herske tvivl om hvor vidt medarbejdere frit kan tale med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

Connie Maybrith Jørgensen

Byrådskandidat og formand for SF Fredericia

Havepladsvej 142, Fredericia.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer