Forside Fredericia Pilotprojekt fra Idræt i Dagtimerne glimter med lykke og minder

Pilotprojekt fra Idræt i Dagtimerne glimter med lykke og minder

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

I mandags besøgte Ældreminister Thyra Frank Demensplejecentret Madsbyhus på Lumbyesvej. Her var demensvennerne på besøg fra Idrætsbørnehaven Ta’ Fat. Generationsbrobygning på højeste niveau, hvor legen var centrum for smil, leg og bevægelse. Ministeren var meget begejstret for, hvad hun så og selv deltog i. Vi tog en snak med Tony Brazil, der er daglig leder af Idræt i Dagtimerne, men også initiativtager bag projektet.

Leder af Idræt i Dagtimerne, Tony Brazil.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Tony Brazil er blevet 38 år, bor til dagligt i Vejle med sin hustru og deres to børn. Han er uddannet i Informationsvidenskab, men færdiggjorde sin uddannelse i 2009, hvor finanskrisen blæste verden over, så det var ikke just, fordi jobmarkedet bugnede med tilbud.

En god måde at få et arbejde på, er imidlertid netværk, netværk og netværk. Tony Brazil havde i mange år brugt timer på badminton, både som træner og bestyrelsesmedlem. Her opdagede han senere, at Vejle havde slået en idrætskonsulentstilling op i Vejle Storkommune. Jobbet fik han og han fik brugt sine egenskaber fra det organisatoriske arbejde. En kort tur til et socialprojekt i boligområdet Nørremarken i Vejle, inden han hørte, at Dorte Mollerup ville gå på efterløn.

Der var grin, latter og masser af smil, da Ministeren gæstede Fredericia.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

“Jeg kontaktede Dorthe på telefonen og vi fik en kop kaffe. Dialogen var god, og jeg ansøgte jobbet og fik det. Det er snart fem år siden. Jeg fik til opgave at udvikle Idræt i Dagtimerne, hvor Dorte havde brugt de sidste år på afvikle og slanke organisationen. Jeg skulle vende det fra underskud til overskud, eller bare få det til at løbe rundt,” siger Tony Brazil og fortsætter:

“Med det for øje skabte jeg nogle tætte samarbejdspartnere; skoler og foreninger, som arbejdede med alle typer af samfundsproblemer, sygdom og livet i sin helhed, med målsætningen om at se en sammenhæng mellem de almindelige brugere og folk, der havde et andet udgangspunktet for at dyrke idræt. Idræt i Dagtimerne er for alle. Vi skabte samtidig nogle intelligente synergier, som gør en forskel for mange mennesker hver dag.”

Idræt i Dagtimerne oprettede efterfølgende en række specialhold, men indlemmede også de nye brugere i de almindelige aktiviteter.

Samtaler med mor bag ideer

“Vi har udvidet aktiviteterne fra 15 til hele 27, derudover var projektet, som vi igangsatte også sprunget ud af vores nye tænkning. Ret tidligt i processen var der en projektskrivelse fra Socialministeriet, omhandlende mennesker med demens. Vi kunne skabe noget med idrætten her. Jeg var inspireret af samtaler med min mor. Hun arbejdede på et demenshjem i Vejle, hvor hun så, at de ældre ofte manglede bevægelse i deres hverdag. Ofte blev de også isoleret og passivgjort på plejecentrene. Jeg skrev derfor en ansøgning på baggrund af vores dialog og ideer,” fortæller Tony Brazil.

Idræt i Dagtimerne fik tilsagn og midler, hvorefter Lone Brodersen blev ansat til at stå for projektet. Projektet havde en tre-årig tidshorisont, men efter halvandet år fik Tony Brazil overtalt daværende Socialudvalgsformand Henning Due Lorentzen om fornuften i at fortsætte projektet.

“Sidenhen er det gået stærkt, og flere retter i dag øjnene mod Fredericia. I går havde vi besøg af Thyra Frank – en minister fra Liberal Alliance. Hun var naturligvis også glad for at se det gode sammenspil mellem civilsamfundet og kommunen. Hendes værdier gik godt i spænd med det udefrakommende arbejde, vi laver, så det var en god fortælling,” siger Tony og uddyber:

“Vi tænkte skæve tanker, som at lege sig glad og bevæge sig glad. Det blev til noget særligt. At skabe bevægelse var det grundlæggende i det første projekt, mens leg dig glad er en god platform for at promovere tilbuddet, når glade børn og voksne mødes. Man ser et payback, når man ser glæden i øjnene på begge generationer. Vi bor dør om dør med Ta´Fat – og vi kunne se til Madsbyhus. Vi fik hurtig både børnehave og plejecenter med på ideen – og det som vi viste i går, giver bare god energi og begejstring. Thyra Frank fortalte også, at hun havde været i 70 kommuner og set aktiviteter, men dette projekt var unikt, fordi strukturen og setuppet var suverænt.”

Thyra Frank legede med.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Kan du beskrive jeres setup? 

Ja, vi leger først, og så er der tredje halvleg med vand og madpakker til børnene, og frugt og kaffe til beboerne, men hele vejen er dialogen mellem børn og beboer meget eksplicit, fuld af sjov, bevægelse og samvær”.

Opbakning fra alle kanter

Børnene, der er demensvenner, er udvalgt i fireårsalderen. Det er en alder, hvor de ikke er for små, men heller ikke så store. De skal ikke videre i skole om lidt, men kan indgå i legen.

“Hele projektet har bredt sig som ringe i vandet – og børnene besøger nu også plejecentret ved højtiderne, som med Luciaoptog, Fastelavn og meget andet. Der er skabt en forbindelse, der ikke eksisterede. Og så har jeg hørt fra plejepersonalet, at de har beboere som slet ikke taler mere, men når børn har været der, taler de. Det er en sand fornøjelse,” slutter en stolt Tony Brazil.

Om Idræt i Dagtimerne

Fredericia Idrætsdaghøjskole er en selvejende institution med 30 års erfaring med at tilbyde Idræt for alle, der kan dyrke motion i dagtimerne, uanset forudsætningerne. Tilbudene består af tre primære tilbud; Bevæg dig glad, Step One, samt Idræt i Dagtimerne.

Der er fire lønnede medarbejdere på kontoret hos IDD, men hertil kobles en stor gruppe af lønnede og frivillige instruktører og hjælpere. Hertil er der løbende tilknyttet praktikanter, der kan understøttes i overstemmelse med skolens værdier. Ca. 66 procent af medlemmerne er over 60 år. Læs mere her: Idræt i Dagtimerne