Rekorder står måske for fald, når Nordens største kreative messe til efteråret åbner dørene i Fredericia

Den sidste weekend i oktober byder MESSE C atter tusindvis af hobby- og håndarbejds-entusiaster velkommen til Kreative Dage i Fredericia. Og selv om messen er nummer 13 i rækken, så tyder intet på, at det bliver et uheldigt tal for Nordens største kreative begivenhed – tværtimod.

Hobby- og håndarbejdsfolket kan finde alt, hvad hjertet kan begære, når Kreative Dage slår dørene op i Fredericia den sidste weekend i oktober.

– Vi har allerede nu 245 udstillere på listen, og det matcher næsten præcist det samlede tal i 2021. Så med mere end seks måneder til start tør vi godt spå om, at vi kommer til at lave den største messe til dato, siger messechef Lars Søndergaard fra MESSE C.

Han glæder sig over, at pilen nærmest kun har peget opad for Kreative Dage siden undfangelsen.
– De seneste fire gange har messen etableret sig med et besøgstal på over 20.000 gæster. Også sidste år, hvor corona stadig var ret langt fremme i manges bevidsthed, lagde en snes tusinde kreative ildsjæle vejen forbi. Så det bliver enormt spændende at opleve tilstrømningen til 2022-udgaven, konstaterer messechefen.

Imponerende program på hele fem scener
På ét punkt er Kreative Dage 2022 sikker på at markere en “rekord”. Messen vil nemlig for første gang kunne præsentere fem sceneområder mod tidligere fire. Det skyldes, at der allerede nu er 94 programpunkter på plads og lidt flere på vej, således at de besøgende kan glæde sig til cirka 100 foredrag, demonstrationer, workshops og inspirationsindlæg på scenerne.

Man kan blandt andet møde Søren Vester, kendt fra DR’s “I hus til halsen”, som fortæller om at være “Kreativ på kommando”. Heidi fra Krea Deluxe nørder garn på scenen alle tre messedage, og Handywoman.dk lærer medsøstre at klare mindre gør-det-selv-projekter i hjemmet.
– Man kan blandt andet også høre om flødebollefremstilling, vikingetidens rytterdragter og komme i “Kreativt fitnesscenter”. Så der er virkelig noget for enhver smag, og jeg véd, at sceneprogrammet er en populær og uundværlig faktor for mange besøgende, påpeger Lars Søndergaard.

Se mere på www.kreativedage.dk.