Det er ikke atypisk, at jeg i mødet med nye mennesker, får spørgsmålet; “Hvad laver du til daglig?” Mit normale svar er ofte noget i stil med; “Jeg arbejder som Familiekonsulent og….(bla bla bla)…”

Men det er jo egentlig løgn.. Eller nej det er ikke løgn, men måske der faktisk også er en anden sandhed – eller i hvert fald er der plads til lidt uddybelse..

Jeg har verdens bedste, skønneste, sjoveste og mest berigende job, som fylder mig med glæde og stolthed hver dag og samtidig udfordrer mig konstant.

Mit job er super alsidigt og indebærer alt fra blandt andet børnepasning, rengøring, indkøb, morgenvækning og madlavning til førstehjælp, viden om psykologi, pædagogik og konflikthåndtering.

Mine primære ansvarsområder er at give omsorg, vise nærvær og kaste kærlighed efter dem, som jeg omgiver mig med.

Jeg har erhvervet mig en del erfaring og viden. Blandt andet indenfor områder som; relationsdannelse, fremstilling af ressourceblomster, afdækning af forældreevner og samspilsmekanismer hos både børn og voksne.

Så hvad er det jeg laver til daglig? “Jeg er MOR.. ❤️” (…. Ja og i min fritid der arbejder jeg så..🤣) Jeg har “stået i lære” ved den bedste af slagsen; nemlig min egen mor❤️

Selvom der er sket meget siden, at hun for 37 år siden gik med mig i sin favn og vuggede mig i søvn, så er min mor uden sammenligning stadig, mit allerstørste synonym med tryghed og kærlighed.

Når jeg i dag sidder og fyldes af glæde, nærhed og stolthed over mine egne børn, så begynder jeg så småt at forstå, hvordan min mor må ha’ haft det i alle disse år og hvordan hendes mor-rolle langsomt er blevet forandret; fra babygråd til lyden af børnebørn der løber rundt.

Når jeg tænker på min mor, så mærker jeg heldigvis, at et mor-kram bestemt stadig betyder meget og selv i min alder, kan jeg ha’ brug for et mor-kram.

Jeg er heldigvis så priviligeret, at jeg stadig kan få et – og så endda det allerbedste af slagsen FRA den allerbedste af slagsen❤️

Mit håb med mine unger er, at de også om 20 år kommer hjem til et mor-kram, bare fordi et mor-kram er noget helt særligt og fordi det betyder tryghed og kærlighed, både for mødre og for børn❤️