Dansk Folkeparti deltager ved Majmarkedet i Koldings gågader den fredag den 6. maj. Men hvor der er mange gode tilbud at finde i butikkernes vinduer, så har partiet fundet på noget utraditionelt. Man kan nemlig afgive bud på at købe Pia Kjærsgaard.

Formand Gunner Nielsen forklarer: – Vi har sikret os et parti valgplakater med Pia Kjærsgaard. De er ikke så lette at få fat på og mange er interesseret ved vi. Så vi gør det at man kan afgive bud på en af dem og de der byder højest kan købe en plakat. Alle de indkomne penge går ubeskåret til Hospice Kolding.

Dansk Folkeparti vil være at finde på hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade fra kl. 10.00 fredag den 6. maj, hvor man også kan møde bl.a. det lokale folketingsmedlem Karina Adsbøl, viceborgmester Søren Rasmussen og byrådsmedlemmerne Molle Lykke Nielsen og Kristina Jørgensen.