Omregner man danskernes indtag af pesticider og nedbrydningsprodukter gennem drikkevand, så svarer det til få milliliter alkohol til deling mellem 5,8 mio. mennesker om dagen

Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, Fredericia

Pesticider i drikkevand bliver fra flere sider mistænkeliggjort som et stort sundhedsmæssigt problem. Det er de ikke.

De 5,8 mio. danskere drikker i løbet af en dag sundhedsmæssigt det, der realistisk svarer til nogle få milliliter alkohol til deling.

At omregne betydningen af pesticider og nedbrydningsprodukter i drikkevand til alkohol er lidt komplekst, men jeg forsøger:

Der er ca. 0,03 mikrogram (milliontedel gram) pesticider og nedbrydningsprodukter i gennemsnit i det drikkevand, der sendes ud fra vandværkerne. Det viser et dataudtræk fra den offentlige Jupiter-database. Der er 5,8 mio. danskere, som i gennemsnit drikker omkring to liter vand om dagen – i alt 11,6 mio. liter vand. Det giver samlet ca. 0,35 gram i drikkevandet om dagen, men lad os bare runde op til 0,5 gram for at være sikre.

Vi sætter den gennemsnitlige styrke af pesticiderne og nedbrydningsprodukterne til tre gange så stærk som alkohol. Det er højt sat. De to mest fundne stoffer er DMS og desphenyl-chloridazon. De står hver for omkring en tredjedel af mængden. DMS har en styrke, der maksimalt er 3,5 gange højere end alkohol – sandsynligvis betydeligt lavere. Desphenyl-chloridazon er et langt svagere stof og har i øvrigt været forbudt i 25 år.

Professor Nina Cedergreen fra Københavns Universitet lavede i 2014 en gennemgang af de videnskabelige undersøgelser af cocktaileffekter. Næsten alle undersøgte cocktaileffekter for pesticider ligger under en firedobling. Undersøgelsen viser også, at en del cocktaileffekter rent faktisk gør effekten af stofferne svagere. Det drejer sig om næsten ligeså mange hver vej.

Samtidig er det ret sjældent, at DMS og desphenyl-chloridazon findes i det samme vand. Det skyldes, at desphenyl-chloridazon stammer fra marker og gartnerier, mens DMS især kommer fra træmaling, og derfor oftest findes i byområder.

Vi sætter den gennemsnitlige cocktaileffekt til en fordobling, selvom den reelt vil være næsten ikke-eksisterende. Regnestykket bliver så:

0,5 gram x 3 x 2 = 3,0 gram alkohol.

Det er til deling mellem 5,8 mio. mennesker. I en snaps på to centiliter er der 6,4 gram alkohol. Myndighederne har ret, når de siger, at der ikke er sundhedsfare ved pesticiderne i det danske drikkevand.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen (@jensjoernpedersen)
16:39 - 20. februar 2021 16:39

Nu er det sådan, at pesticider er blevet accepteret, da man har ment, at det var nødvendigt for at landbruget kan producere nok til alle de mennesker, der efterhånden er, og den anden del er økonomien. Landmændene og producenterne af pesticiderne har argumenteret for, at det var/er nødvendigt.
På baggrund af det har man sat nogle grænser for, hvor meget der må være af rester i drikkevand o.l. Problemet er blot det, at den menneskelige organisme kender ikke disse grænser. Nogle mennesker kan ikke tåle noget som helst og andre kan tåle uendelig meget. Således er grænserne sat statistisk ud fra, hvor mange promiller, der vil blive ramt. Ud fra det regner man så samfundsøkonomi.
Når der Hans Aarestrup således skriver, at det ikke skader, så er det ikke rigtigt. Disse stoffer er giftige og vil være skadelige uanset mængden, men samfundsøkonomiske overvejelser har gjort, at der er give tilladelse.
Efter manges opfattelse, så gik Romerriget ned på grund af bly i akvædukterne. Det betød, at befolkningens evner blev nedsat på grund af blyforgiftning.
Vi har mange sygdomme i Verden, nogle af dem er allergi, der kan fremprovokeres på forskellig vis. Det er også således, at forskellige stoffer kan virke sammen i den menneskelige organisme, så de enten fjerner hinandens virkning eller forøger virkningen, måske endda mangedobler.
Alle biologer kender til ovenstående. Lad være med at putte blår i øjnene på os!