Torsdag ved ca. 17.20 tiden skete der et alvorligt færdselsuheld mellem en scooterkører og en bil på Vejlevej i Fredericia. Politiet oplyser, at en person er afgået ved døden.

– Jeg kan ikke lige sige, hvem personen er. Ulykken skete ved ca. 17.20 tiden, hvor en scooterkører og en bil kørte sammen. Et stykke af Vejlevej er stadig afspærret, da vi er ved at undersøge ulykkestedet. En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge detaljerne omkring ulykken, oplyser vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Den afdøde person er blevet kørt væk i ambulance. Både politiet og en bilinspektør er i gang med undersøgelser af ulykken, der er sket omkring ved Toft møbler.

Opdateret klokken 19.44

Det er en kvindelig scooterkører, der er blevet dræbt ved ulykken. Politiet er lige nu ved at underrette de pårørende.

Ifølge politiet er den kvindelig scooterkører blev ramt bagfra af bilisten. De nærmere omstændigheder omkring ulykken bliver opdateret fredag formiddag.