Pernille Rosendahl er en af de mest markante
sangstemmer, vi har herhjemme. I efteråret 2019 kan det fredericianske publikum
opleve hende live, når Pernille drager på en omfattende turné, hvor hun bl.a.
besøger Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. Det sker torsdag d. 24. oktober kl.
20.
Koncerten passer til kirkens historiske bygning, hvor koncerten med garanti,
både bliver intim og stemningsfuld. Pernille ledsages af de garvede musikere
Søren Vestergaard og Mikkel Damgaard. Til intimkoncerten vil tid, rum og
fordybelse stå i centrum. Det vil handle om at turde give sig hen. Musikken vil
undervejs blive ledsaget af et smukt lysshow og under koncerten vil Rosendahl
åbne op for publikum og tale om ting som ligger hende på sinde.
Netop nu er Pernille Rosendahl aktuel med EP’en ‘The Hurt’, som har modtaget
stor ros hos flertallet af landets musikkritikere. På EP’en præsenterer hun et
filmisk og dystert udtryk, hvor sangene i høj grad bæres frem af blåtonede og
cinematiske stemninger. Udgivelsen følger op på hendes anmelderroste solodebut
‘Dark Bird’ fra 2016. Tidligere har Pernille Rosendahl blandt andet stået
i centrum som karismatisk frontfigur i indiepopgruppen Swan Lee og rockbandet
The Storm.
Til koncerten vil publikum kunne opleve såvel nyt som ældre materiale fra
Pernille Rosendahl. Foruden sange fra soloudgivelserne vil hun optræde med
materiale fra de musikalske konstellationer, hun tidligere har indgået i, og så
vil man her også kunne opleve hende fortolke smukke salmer. Publikum kan
forvente et smukt musikalsk potpourri af det bedste fra Rosendahls hånd.
Billetter købes på tojhuset.billetten.dk
