På byrådsmødet mandag aften blev den nyeste kvalitetsrapport af de fredericianske folkeskoler fremlagt. Her var der blandede resultater og blandede reaktioner i byrådssalen.

Pernelle Jensen var blandt de byrådspolitkkere der tog ordet igår da kvalitetsrapporten blev præsenteret. Her pointerede hun, at der er plads til forbedring.

Et punkt med plads til forbedring ifølge Pernelle Jensen er karaktergennemsnittet, hvor man i Fredericia ligger under landsgennemsnittet. “Det må vi kunne gøre meget bedre” sagde Pernelle Jensen til sine byrådskollegaer. Men hun pointerede også, at det er relevant at se det i en anden sammenhæng.

Fredericia Kommune er blandt de kommuner i landet der anviser færrest børn til specialtilbud. Det tror Pernelle Jensen kan forklare noget af den problemstilling rapporten viser. Fredericia AVISEN fangede Pernelle Jensen til en snak om netop anvisningen til specialtilbud.

“Vi har måske glemt bredden”

I Fredericia anviser man blot 3,5% af børnene i folkeskolen til specialtilbud. Det ligger noget under landsgennemsnittet.

“Det er ikke et problem i sig selv, at vi har haft stor inklusion. Men det er et problem, hvis det får effekt på andre elever” sagde Pernelle Jensen.

“Vi har måske fokuseret for meget på inklusion, at vi har glemt bredden. At vi har glemt alle de andre elever” fortsætter hun.

Inklusion kan forklare noget af rapporten

Pernelle Jensen ser frem til arbejdet i udvalget med kvalitetsrapporten, for der er flere ting hun mener skal debatteres. En af dem er hvorvidt det lave antal elever i specialtilbud har påvirket resultaterne negativt.

“Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det har haft en indflydelse. Men det er plausibelt, at det har spillet en rolle. At inklusionen har kostet på den lange bane. Det er en kendsgerning, at inklusionselever kræver mere hjælp, og det koster for bredden. Det koster for de andre børn” udtaler Pernelle Jensen til Fredericia AVISEN.

“Hvis vi tager udgangspunkt i karaktergennemsnittet, så ligger vi jo væsentlig under landsgennemsnittet. Det tror jeg kan forklares lidt af inklusionen. Men det skal vi tage op i udvalget, det glæder jeg mig til. Vi skal se lige på hvordan det ser ud for andre kommuner der har andre tal når det kommer til specialtilbud” lyder det fra Pernelle Jensen.

“Det er en rapport der viser gevaldigt plads til forbedring. Men jeg tror vi er på rette vej, og jeg ser meget frem til det videre arbejde med rapporten. For der skal arbejdes videre” slutter Pernelle Jensen.