Venstres Pernelle Jensen er formand for Uddannelsesudvalget – og med den kasket på er hun meget glad for det budgetforlig, der onsdag blev vedtaget i Fredericia Byråd. Der er afsat flere midler til at fremme Fredericia som uddannelsesby – noget hun har kæmpet for i forhandlingerne.

Uddannelse har fyldt meget i Fredericia de sidste par år, med nedsættelsen af et Uddannelsesudvalg blev der sat politisk fokus på området – et fokus der nu styrkes med budgetforliget.

“Det her budget bærer meget præg af uddannelse”, lyder det fra en glad Pernelle Jensen, og fortsætter: “Fredericia som uddannelsesby er styrket i budgettet”.

Bedre vilkår for uddannelsesinstitutioner – og for de studerende fra Skærbæk

Der er flere tiltag i budgetforliget, der glæder Pernelle Jensen. Der er lavet tiltag for bedre muligheder for byens uddannelsesinstitutioner, ligesom også gymnasieeleverne fra Skærbæk kan se frem til en bedre vej i skole.

“Vi har fritaget uddannelsesinstitutionerne, alle sammen – og ikke kun ungdomsuddannelserne, fra at betale grundskyld. Det er ungdomsuddannelserne, SOSU og maskinmester. Det er hvad vi kan gøre for at sikre gode rammevilkår. Vi vil gerne have uddannelser her – så vi skal sikre de gode rammevilkår”, siger Pernelle Jensen.

“Vi har lyttet os til, at der i Skærbæk har været et stort ønske for en bedre busrute til Fredericia Gymnasium. Det er ikke en hensigtsmæssig busrute der er nu. Der er sat penge af til en ekstra busafgang. Det har været et meget stort ønske, som vi har fulgt op på”, fortsætter hun.

Campus i Kanalbyen – og uvis fremtid for Bülows

Der har længe været snak om, at Bülows Kaserne skulle bruges som et nyt campus for at tiltrække flere uddannelser til Fredericia Kommune. Den snak har udviklet sig – og det giver en udfordring for politikerne: Hvad skal der ske med Bülows Kaserne?

“Vi har med hele campus-snakken gået videre. Vi har snakket om hvilke lokaliteter der er mulige, og der tror vi på flere lokaliteter i Kanalbyen. Vi går blandt væk fra Bülows kaserne”, siger Pernelle Jensen og fortsætter:

“Det vil være for dyrt at sætte det i stand til at være Campus. Vi skal ikke gøre det alene, nu går vi videre med at finde samarbejdspartnere. Det er næste skridt, nu når vi har besluttet at det er nybyg i Kanalbyen”.

“Flere og flere kommer til – og der starter flere og flere hold. Uddannelsesinstitutionerne kigger på om der er et studiemiljø, og det vil vi gerne skabe. Nede i Kanalbyen bygger vi også ungdomsboliger, så den samlede pakke bliver god. Det giver rigtig god mening for os, at placere et campus dernede”, forklarer Jensen.

Hvad så med Bülows Kaserne?

“Aktørerne der er der nu ved, at det det er midlertidigt. Vi skal finde ud af hvad der på den lange bane skal ske. Den snak skal vi have i Økonomiudvalget, så vi kan finde ud af hvilke muligheder der er”, slutter Pernelle Jensen.

www.eventc.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her