Sommeren er kommet, og inden alt for længe er der sommerferie. Fredericia AVISEN tog derfor fat i Formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen, til en snak om hvad tiden i udvalget er gået med indtil nu i 2019.

Når man som noget af det første stiller spørgsmålet, ‘nå, hvad har I så haft gang i?’, så kan det få selv den mest rutinerede politiker til lige at tøve, især hvis man har fulgt lidt med i alt det arbejde Pernelle og hendes kollegaer i Uddannelsesudvalget har lavet det sidste halve år.

“Uhh, ja vi har jo altså lavet rigtig mange ting”, lød det indledende fra Pernelle Jensen, inden hun fortsatte:

“Men det helt store må være vores arbejde med at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Der har vi jo vedtaget en strategi i et tæt samarbejde med erhvervsskolerne, så det er der gået en del tid med”.

Nyt tiendeklasses-tilbud på vej

“En del af dette har vi arbejdet med fornyligt, og vi arbejder videre med det på den anden side af sommerferien. Vi har startet arbejdet med et nyt supplerende tiendeklasses-tilbud, der skal være med til at sikre flere elever på erhvervsskolerne”, fortæller Pernelle Jensen.

“Erhvervsskolerne er gået sammen, både EUC, IBC og SOSU, om at lave et udkast til hvordan vi i Fredericia kan oprette et supplerende tilbud for tiendeklasser, så de kommer tættere på erhvervsuddannelserne. Det arbejder startede vi i år, og vi er faktisk klar til at diskutere meget konkret indhold i en aftale”, fortsætter hun.

“Vi har modtaget et godt forslag fra erhvervsuddannelserne, hvor de giver deres bud på et tilbud, og det ser meget fint ud. På den anden side af sommerferien skal vi så diskutere indholdet i aftalen, og forhåbentlig ender vi med at underskrive en aftale”, siger Jensen.

Makerspace skal op i gear

Noget andet der har taget tid for Uddannelsesudvalget er, at finde en løsning på hvordan man får MakerSpace op i det gear det var tiltænkt. Her har de et par bud på, hvordan dette kan lade sig gøre.

“Vi har brugt en del tid på at finde ud af hvordan Makerspace ender der hvor vi havde tænkt. Det er derfor vi har ansat to deltidslærere, så vi får udbredt de muligheder der er med teknologien helt ud i folkeskolen også”, siger Pernelle Jensen og fortsætter:

“Vi skal skridtet videre nu. Vi har opbygget et stærkt fundament, så nu mangler det hårde arbejde i at få det endnu længere ud, så vi kan skabe flere iværksættere i alle aldre”.

Campus i Fredericia

Noget af det der flere gange har været oppe og vende er et campus i Fredericia. Hidtil er det løst ved at Maskinmesterskolen huser de studerende, men det kan ikke blive ved, fortæller Pernelle Jensen.

“Vi er gået i gang med en analyse af mulighederne for at placere et campus i Fredericia. Analysen skal hjælpe os med at finde mulige samarbejdspartnere og lokationer, så vi kan realisere tanken”, siger Jensen og fortsætter:

“Vi oplever, at der er interesse for Fredericia som uddannelsesby, men at det der efterspørges er to ting. Det første er et rigt erhvervsliv, der står klar til at hjælpe de studerende i arbejde efter uddannelse, og det andet er, at vi har et ordentligt studiemiljø. Det kan vi skabe med et fælles campus for uddannelserne”.

http://bit.ly/sofielindelecture