Forside Erhverv Perhaps sender mad ud af huset nytårsaften: Folk vil have mere tid...

Perhaps sender mad ud af huset nytårsaften: Folk vil have mere tid til deres gæster

DEL
perhaps

Takeaway nytårsaften. Det er en tendens, som Perhaps har anet de seneste år, og de tilbyder igen i år mad ud af huset nytårsaften. Frem til d. 26. december kan man bestille nytårsmenuen, som man afhenter d. 31. december.

Der findes efterhånden mange varianter af en nytårsmenu. Perhaps er kommet med deres bud på en, som består af friskbagt brød, koldtvandsrejer, cremet torskesalat, butterdejsflan med grønkål, kartoffeltærte, unghane eller kalvemørbrad og råsyltede skovbær, revet hvid chokolade og duet af karamel

“Der findes mange måder at gøre det på. Den klassiske er tre rettersmenu, men det er ikke vores koncept. Vi holder os til vores koncept med tapas med flere anretninger,” siger den ene indehaver af Perhaps, Thomas Schmidt-Jensen, til Fredericia AVISEN.

Mange forbinder en nytårsmenu med torsk, og den vogn er Perhaps gået med på i en mere moderniseret udgave.

“Der er den gamle tradition med en kogt torsk til nytår, men den har vi lavet om til en røget torskesalat,” fortæller Thomas, som sammen med den anden indehaver af Perhaps, Mads Täkker, har en ændring i forhold til sidste års nytårsmenu:

“Sidste år kørte vi det med én slags kød. I år har vi udvidet så man kan vælge mellem to slags, en unghane eller en kalvemørbrad. Det gør vi for, at vi rammer lidt bredere ud til, hvad folk gerne vil have,” forklarer Thomas.

Hvis du skulle vælge, hvad ville du så vælge af kød?

“Jeg ville vælge unghanen. Det er ikke det, som den typiske dansker laver i køkkenet, og mørbrad får man oftere. Jeg er jo også kok, så jeg vil gerne have det, som man ikke spiser så ofte,” fortæller Thomas med et smil på læben.

Når man laver en nytårsmenu ud af huset, skal der også gøres nogle overvejelser og dem kommer Thomas ind på.

“Vi har tænkt over, at det skal være nemt at gå til for dem, der køber det. Det skal være nemt at anrette, nemt at tilberede, se pænt ud og smage af noget,” udtaler Thomas.

En generel tendens er, at flere og flere vælger at bestille maden udefra til nytårsaften.

“Jeg tror, at folk gerne vil have mere tid til deres gæster, og er trætte af at have en stresset aften, hvor man selv står og laver gourmetmad. Folk vil hellere drikke et ekstra glas vin, end at være klistret til deres køkken,” siger Thomas.

Apropos vin. Perhaps har i restauranten en vinbar, og Thomas slutter derfor af med at komme med anbefalinger til nytårsmenuen:

“Til forretten vil jeg foreslår en tør eller fed hvidvin, da vi har kraftige smage. En Chardonnay vil være et godt bud på en hvidvin. Til hovedretten er vi ude i en rødvin, der er kraftig af smagen, og derfor ikke forsvinder i saucen. Til dessert skal man have en portvin eller brygge en god kaffe. Desserten er baseret på chokolade, og personligt holder jeg meget af chokolade og kaffe sammen, men man kan sagtens drikke portvin til, hvis man er mere til det,” lyder det fra Thomas.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
DEL