Fredericia AVISEN kunne fortælle, at man i Fredericia Kommune igen ansætter en særlig økonomisk rådgiver. Det skabte glæde hos Dansk Folkeparti, men også formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget er glad for beslutningen.

Forleden kunne vi på Fredericia AVISEN fortælle, at forvaltningen i Fredericia Kommune foreslog at udskyde ansættelsen af en særlig økonomisk rådgiver. Det bundede i en udredning, hvor man har oplistet eksisterende tilbud og sammenholdt dem med behovet. I Social- og Beskæftigelsesudvalget valgte man dog alligevel at ansætte en økonomisk rådgiver.

“Sådan overordnet er jeg meget glad for, at vi i Fredericia Kommune har en bred vifte af tilbud allerede. Vi skal dog hæfte os ved, at der er steder hvor der er behov for mere hjælp end vi kan tilbyde i dag” siger Peder Tind (V) til Fredericia AVISEN

“Tidligere har vi haft en gældsrådgiver ansat i seniorjob, men denne stilling findes ikke mere da hun gik på pension. Der var enighed i udvalget om, at vi skulle ansætte en ny medarbejder til formålet igen” fortsætter formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Peder Tind.

Pengene er der allerede

Når man vælger at ansætte nye folk, så koster det penge. Her fortæller Peder Tind dog, at man allerede har pengene i udvalget økonomiske ramme. Det får dermed ikke konsekvenser for andre områder.

“Ansættelsen af en ny rådgiver stemmer meget godt overens med vores økonomiske ramme. Vi har pengene i udvalget allerede, så vi skal ikke ud og tage pengene andre steder fra eller bede om flere penge” fortæller Peder Tind til Fredericia AVISEN.

“Det passer også fint ind i vores strategi i udvalget og i samarbejdet med de mange frivillige organisationer. Behovet er der til en særlig økonomisk rådgiver, så det var et enigt udvalg der vedtog ansættelsen af en ny” slutter Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.