Forside Fredericia Pede B – ægte hip hop ramte Jelling hårdt, med tunge beats...

Pede B – ægte hip hop ramte Jelling hårdt, med tunge beats #kongernesjelling

DEL
Pede B Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISE

Fredericia AVISEN er på Jelling Festival, kulturredaktøren ser koncerter, taler med kunstnere, oplever folket og taler med nogle af dem der får festivalen til at fungere. Vi talte med Pede B lige inden han skulle på scenen.

Pede B – Ny Scene – Klokken 20.00

Jeg har altid haft stor respekt for Pede B, den måde han har ført freestyle rap videre på, og hans måde at fortælle historier på imponerer mig. Derfor var det lidt af en gylden mulighed for at sætte ham i stævne før koncerten.

“Vi har haft en strategi i år. Vi vil overhovedet ikke spille nogen spillesteds koncerter, vi spiller kun festivaler. Det er fordi, at vi har fået rigtig godt fat i spillestederne, det er ligesom der hvor man skal bevise sit værd. Vi har lykkedes med at bygge noget op, så spillestederne vil se os igen. Men festivalerne er sværere at overbevise om, at man skal komme ud. Ligesom mig, jeg bliver aldrig rigtig spillet i radioen”, siger Pede B

Pede B – fire mand stærk. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Men det er alligevel lykkedes Pede B at spille to festivaller inden han skal stå på scenen i aften. Pede fortæller at festivalerne skal være med til at erobre nye fans og sulte spillestederne lidt, for så at spille to store koncerter i 2020 på Store Vega i København og Atlas i Aarhus.

“Festivalerne er jo en anderledes energi fra starten, fordi man kan mærke, at folk er ikke lige gået hjemmefra for at komme ud og feste lidt til noget musik. Det er måske nogle mennesker som har været her hele dagen for at hygge sig. Du er også på en anden slags arbejde fordi, at du spiller over for folk som måske ikke kender hele dit bagkatalog. Hvis du får nogen til at betale 150 kr. for at se en koncert, så kender de nok noget af dit materiale. Der er formentlig folk her, der ikke kender hvad jeg laver, så jeg skal til eksamen nu, hvor jeg skal prøve at overbevise de her folk om at de har lyst til at tjekke mere ud af det jeg laver. Så på den måde kan man vinde rigtig meget ved at levere en god koncert på en festival”, siger Pede B.

Jeg spørger Pede B, hvad det er for en koncert vi skal opleve om lidt?

“God live hip hop, kombineret med freestyles og anderledes interaktion med publikum. En masse forskellige liveelementer, vi bliver aldrig dem der bare går ud og trykker på en knap i nakken og leverer præsis det samme show hver gang over en båndet instrumental. Vi har en ambition om at levere noget, der er kreativt på nogle andre måder”, siger Pede B.

Pede B har publikum med sig. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Så var tiden kommet og jeg stod klar klokken 20.00, hvor den verdenskendte Dj Noize med sine præcise cuts satte showet i gang. Det var på mange måder en reminder om, hvor dygtige dj’s vi har i Danmark, og Dj Noize er stadig helt i top. Pede B kom på scenen og det var næsten som han havde spået, der var en god flok klar fra start, som kendte Pede B.

Med lige dele dygtighed og charme, rappede Pede B flere og flere til sin scene. Da han åbnede op for sine livekvaliteter i samspil med Dj Noize var det næsten uimodståeligt, hvis man kan lide hip hop og danske rap. Pede B begyndte at freestyle og det tog alle med storm, han viste stort overskud, greb en kvindetaske og rappede om tingene der i.

Pede B viste hip hop frem på sin fineste vis på Jelling Festival.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL