I 22 år var Fredericia Kommune klar over, at nu dømte 38-årig pædofil var en særdeles farlig herre at have rendende rundt i Fredericias gader. Alligevel gjorde kommunen intet. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvor mange børn og familier det er gået ud over i alle disse år. Rygterne har svirret i mange år i fæstningsbyen, at den 38-årige var pædofil. Så absurd en tanke at de fleste slog det hen som rygter. Men der var folk, som kendte sandheden; de familier, hvis børn var blevet krænket af den 38-årige mand, samt politi og kommunen.

Som 16-årig kom den dømte pædofil i politiets og kommunens søgelys. Siden dengang er det efter sigende blevet til 90 anmeldelser mod ham for seksuelle krænkelser og overgreb. Sager hvor de fleste er blevet henlagt af politiet. En af grundene har været, at når drengene under afhøringen hos politiet ikke har ville tale om de seksuelle krænkelser og overgreb, så har politiet henlagt sagen. Men politiets rolle i sagen vender Fredericia Avisen tilbage til.

Det er nu 16 dage siden, at den 38-årige pædofil blev dømt i sagen. Siden da har Fredericia Avisen forsøgt at klarlægge kommunens håndtering af sagen. Det er faktisk nemt, da de intet nævneværdigt har foretaget sig. Kommunen bør have røde ører, da de har et stort medansvar i sagen. Selvom spørgsmålene hober sig op, ønsker kommunen ikke at medvirke.

Det er også den evige katten efter musen-leg, at få vore folkevalgte politikere i tale. De har jo nemlig givet hinanden håndslag på, at de ikke i deres valgperiode vil udtale sig negativ om Fredericia Kommune. Derfor vil de åbenbart heller ikke hjælpe de børn og deres familier, der har fået deres liv ødelagt af den dømte pædofil.

Det er måske også lidt pinligt for et par stykker af vores folkevalgte politikere, at de har brugt den pædofil-dømte i deres valgkampagner.

Formanden for Børne- og skoleudvalget, Ole Steen Hansen (S) oplyser dog på sms, at der har været et lukket møde på kommunen, hvor de har aftalt, at de kigger på om de kan forbedre deres sagsgang.

Med andre ord: Så er der igen kø ved håndvasken på Fredericia Kommune.

Læs flere artikler om sagen: http://fredericiaavisen.dk/tag/paedofilisagen/