Det Fredericia-baserede skrammelrock-orkester, Padlock Chain, fyldte fredag aften byens nye spillested, Tøjhuset, til bristepunktet. I alt 250 glade mennesker rykkede ind for at opleve orkestret folde starten på deres Skrammelrockogrulforeverandeverandagaintour ud.

Allerede to timer og et kvarter før showstart stillede de første op i køen foran Tøjhusets dør, som først åbnedes tre kvarter senere. Da dørene endelig gik op klokken 1930, vrimlede de første 180 fra køen ind i varmen og op til baren i løbet af bare ni minutter, oplyser personalet i døren. Det svarer til en hver tredje sekund.

“Det er jo helt vildt, at så mange kommer for at høre os. Det havde vi helt ærligt ikke regnet med. Men sikke en fest,” siger forsanger Peter Friis Autzen i en pressemeddelelse.

Padlock Chain har i flere år haft tradition for at spille et januarjob på Det Bruunske Pakhus, som de i de senere år har sprængfyldt. Men at også det meget større Tøjhus blev fyldt op, var en overraskelse.

“Vi er taknemmelig for opbakningen. Og vi havde da også gjort os umage for at skabe et show, der kunne leve op til fremmødet,” siger Peter Friis Autzen.

Showet bød blandt andet på en håndfuld små sketches på storskærm inden koncertstart. Og da koncerten for alvor blev skudt i gang, var det ikke Padlock Chain, der gik først på scenen men derimod det erfarne og succesfulde dansktop-par, Kisser & Søren.

“Dén havde folk ikke regnet med. Men en lille medley med store og kendte dansktop-sange kunne virkelig sætte gang i sagerne,” lyder det med et bredt smil fra Peter Friis Autzen.

Senere på aftenen kom standup-komiker Henrik Rotenbücher på scenen.

“Når ens egne vittigheder begynder at lide af ekko, er det på tide at indhente hjælp. Og den kom Henrik med,” siger Peter Friis Autzen.

Og for at ingen skulle gå hjem med den forkerte smag i munden, bør Padlock Chain som altid på kage. Og som traditionen byder var der tale om citronmåner.

“Vi har altid været vilde med citronmånen. Og denne gang delte vi ikke bare et par stykker ud til deling, men derimod en hel citronmåne til hver eneste publikummer. Med venlig hilsen fra Dan Cake. Kom ikke og sig, at Padlock Chain ikke er et band med krummer i,” griner forsangeren.

Efter cirka to en halv time sluttede festen på Tøjhuset. Men på det tidspunkt var der stadig masser af nat tilbage, så de 250 gæster myldrede ud på byens andre restaurationer – de af dem, der ikke havde fået nok og måtte hjem for at fordøje indtrykkene. Og kagen.