Når man tænker på jul så er det en hel naturlig del af opvarmningen til den årlige fest at tage på julemarked, det at varme sig ved mandelboderne og se på diverse produkter af fornemt kunsthåndværk og naturligvis også få sig noget gløgg hvis pendant i det tyske kaldes glühwein. Der er noget hyggeligt over at samles ved lysene og de boder, der genskaber vores billede af den romantiske jul opfattelse af julen som vi i Danmark fik i starten af 1800-tallet og som vi sikkert også udmærket ved altovervejende er traditioner, som vi har lånt fra Tyskland.

Det er måske derfor at vi netop forbinder de tyske julemarkeder som særligt hyggelige og her er tyskerne verdensmestre også selvom flere danske byer er begyndt at lave julemarkeder.

Hos Historiske Rejser synes vi, at det er en fantastisk kombination i den mørke tid at kombinere julehygge med en god ramme i bussen til at fortælle historie og samtidig begynde omstillingen til julestemning. Så vi tager den rene vare og besøger fire fantastiske julemarkedsbyer i form af Celle, Goslar, Lüneburg og Wolfenbüttel samtidig med at vi derudover får kørt en del landevej i Harzen, Slesvig-Holsten og på Lünburger Heide. At vi endvidere også vil synge julesange på rejsen er det sidste prik over i´et.

På førstedagen starter vi med at besøge Celle, der var residens for hertugerne Braunschweig-Lüneburg-Celle og som vi i Danmark forbinder ukueligt med Caroline Mathilde, der var gift med Christian VII og som efter den skandaløse affære med Struensee blev forvist til Celle. Slottet i Celle stod tomt og kunne huse dronningen. Hvad var det nu lige med den historie?

I 1692 var Hannover opstået som Kurfyrstendømme og allerede i 1714 havde de nye kurfyrster fået en helt unik dobbeltitel, da de var blevet konger af England. Caroline Mathilde var søster til den engelske konge Georg III og  i 1766 blev hun blot 15 år gift med den danske konge Christian VII. Den eneste danske konge vi havde papir på var sindssyg eller skør. Carolines liv var ikke let og Christian muntrede sig med Støvlet-Katrine og andre damer i det københavnske natteliv. Men i 1770 fattede Christian tillid til den tyske livlæge Johann Friedrich Struensee på en rejse og Struensee vendte med tilbage til hoffet i København. Her fik Struensee en sådan indflydelse på kongen, at han var i stand til at få sine egne liberale synspunkter igennem og blandt andet afskaffe censuren – Berlingske Tidende blev grundlagt 1771 eksempelvis. Det skabte Struensee mange fjender og mange mere konservativt stemte ønskede at finde noget smuds på ham, så at sige tage ham med bukserne nede…. Og det gjorde man så. Man fandt at han havde haft en affære med dronningen af alle.

Struensee blev stillet for en dom, dømt og henrettet og i øvrigt skåret i stykker og sendt ud til de forskellige landsdele så man kunne se at han var væk. Det kunne man ikke gøre med den engelske konges søster, så hun kom i stedet til slottet i Celle, der stod tomt midlertidigt. Hun levede der i 3 år inden hun døde kun 24 år gammel. Så skulle den historie være ude.

Jeg har fortalt historien mange gange og for nogle år siden, da siger en chauffør jeg kører med at historien ikke slutter da Caroline Mathilde dør. Han hævdede at hun slet ikke var død. Det kunne han berette at en kollega, der normalt var meget troværdig havde berettet om. Det rådspurgte jeg Michael Bregnsbo min tidligere underviser på SDU i Historie om. Bregnsbo er en sværvægter i feltet Kongehistorie i 1700-tallet. Han afviste på det skarpeste. Det fortalte jeg chaufføren som dog ikke helt kunne slippe fortællingen. Et halvt år senere skrev Bregnsbo til mig, at han gerne ville henvise en studerende der havde hørt historien om at Caroline Mathilde i virkeligheden ikke var død. Vedkommende henviste jeg videre til chaufføren.

I mellemtiden så jeg Bregnsbo blive interviewet om den film som Nikolaj Arcel havde produceret med Mads Mikkelsen som Struensee og historikere plejer at være skånselsløse. Bregnsbo primære kritik var at den tegnede et billede der var urealistisk grundet deres udseende: Virkelighedens Struensee og Caroline Mathilde var ifølge ham ualmindeligt grimme og man kunne ikke lade to så smukke skuespillere spille parret….Ellers var han egentlig positiv overfor filmen.

Til sidst fik jeg sendt den studerendes rapport over hans betragtninger om sandheder om Caroline Mathildes sejlivede død eller ej. Konklusionen var at hun var død i 1775 men at modfortællingen havde nået ugeblade og romaner og at den oprindelige lemfældige historie var opstået hos en rejseleder…

Med denne selverkendelse bevæger vi os videre på rejsen efter det smukke ophold ved slottet i Celle.

Byen vi skal bo i er Wolfenbüttel: Hvis vi danskere kender byen er det oftest for produktionen af Jägermeister. Wolfenbüttel har dog meget mere at byde på, den var residens for hertugerne af slægten Braunschweig-Wolfenbüttel og som i kraft deraf oplevede en langt større rigdom end dens umiddelbare størrelse umiddelbart berettiger til. Dets charmerende rødmalede slot med klassisk voldgrav udenom danner den smukkeste kulisse, midtbyen er omsluttet af en oprindelig forsvarsvold der ydermere har ført til en kanalisering af et område, der har fået navnet ”Klein Venedig” og endelig så opbyggede byen et helt fantastisk bibliotek Herzog August Bibliotek, der blev kendt som verdens ottende vidunder i kraft af to intellektuelle fyrtårnes mangeårige virke som ansatte bibliotekarer Gottfried Wilhelm Leibniz og Gotthold Ephraim Lessing. Sidstnævnte i særdeleshed prægede biblioteket og byen blev også kendt for den tolerance som han skrev filosofisk om. Endelig er byens markedsplads, der ligger tæt derved indhyllet i de smukkeste bindingsværkshuse og det er her at byens flotte julemarked finder sted. Få minutter herfra bor vi på Park Hotel, der både har byen og derudover har den søen med parken liggende rundt om som rekreativ mulighed til gåture. Vi bruger formiddagen på turens anden dag samt hele tredjedagen på at nyde vores skønne by og byrundturen vil krones med at vi synger: ”En Rose så jeg skyde” – da Michael Praetorius skrev ”Es ist ein Ross entsprungen” tilbage i 1600-tallet. Det vil ikke være den eneste julesang på rejsen, da en af de smukke ting op mod højtiderne er at synge vores smukke sange og salmer.

Wolfenbüttel ligger ved porten til Harzen og de mellemhøje bjerge er helt naturligt at køre en udflugt, hvor vi både passerer igennem hyggelige byer med bindingsværksbyggeri som fik deres rigdom ved bjergværksdrift. Vi passerer igennem den smukke Bad Harzburg og stopper ved Torfhaus, hvor man har udsigt til Harzens højeste punkt Bloksbjerg – eller Brocken som det hedder på tysk – her kender vi historien om at heksene flyver til på Sankt Hans og danser på Heksedansepladsen i Thale. Denne udsigt var for mange og også for undertegnede det første direkte møde med at kunne se direkte ind i Østblokken. Den østlige del af Harzen var del af DDR og området imellem Torfhaus og Bloksbjerg var stærkt bevogtet og overvåget.

I Harzen findes en lang række opdæmmede søer, der er med til at kunne skabe energi af de enorme vandreservoirer. Vi stopper ved Okertalsperre og går op og ser det. Samtidig med er der god mulighed for at lave hygge ved bussen i form af kaffe og noget af det endda ekstra god kaffe.

Vi ankommer i den begyndende skumring til Goslar, den rigeste og største af bjergværksbyerne, der havde sølvminen i byens bjerg Rammelsberg til at forrige den og tidligt var kejserens foretrukne residens – hvilket har efterladt den imponerende Kaiserpfalz midt i byen. Julemarkedet er ualmindelig smukt og stemningsfyldt og vi giver tid til at man kan spise aftensmad på egen hånd eller på julemarkedet. Der er muligheder nok.

Tredjedagen er viet til en hel afslappende fridag i Wolfenbüttel. Det er en lørdag og butikkerne har længe åbent og der vil være masser af mennesker på julemarkedet – om aftenen arrangeres der fællesspisning på en lokal restaurant.

Den sidste dag kører vi hjem efter at have nydt morgenmaden på vores dejlige og flotte hotel. Så går det ad landevej nordpå til Lüneburg. Byen der i middelalderen tjente deres rigdom på salt og som er bygget ovenpå en salthorst. Den udskibede man til Lübeck som man allerede dengang var forbundet med via kanal til Lauenburg og kanal igen til Lübeck og Østersøen. Det gav Lüneburg selvstændighed i århundreder og de rige købmænd har udsmykket byen flot, det kommer i særdeleshed til udtryk i området ved floden Ilmenau. Man får tid til at kigge lidt julemarked og spise lidt frokost inden vi fortsætter mod nord af landevej. Først passerer vi Elben i Lauenburg og derefter går det forbi Bismarcks landsted Friedrichsruh og videre til Bordesholm og til grænsehandel, hvor man kan købe marcipan til juletiden. Vi kører efterfølgende mod de respektive afstigningssteder i Fredericia, Odense, Svendborg og Rudkøbing.

Vil du med, så kontakt Historiske Rejser her

Skriv et svar