Spænd hjelmen og kør med VejleMuseerne ud til byens kunst i det offentlige rum. Det er fredag 13. maj. Skub weekenden godt i gang med en frisk fyraftenstur, som begynder ved Kunstmuseet. Herfra kører cyklerne først til en kampmaskine, derefter til skulpturer af levende bøgetræer. Man kan også opleve mærkelige abstrakte rør, der henviser til himmelrummets satellitter, en stjerne, fremtidens molekyle og en fodboldspiller. Og som forvarsel til sommeren skal går turen forbi en liggende person på to bølger. Turen gør også stop ved noget af det allernyeste: Et stort og smukt vægmaleri ved højbanen, skabt af kunstneren organ81. Her har kunstværket gjort omgivelserne ved tunnellen til en ny og indbydende oplevelse og er et godt eksempel på, hvordan kunst i det offentlige rum påvirker vores oplevelse og færden i VORES by. Vejle er nemlig beriget med mange offentlige skulpturer og kunstværker, og de fleste vejlensere kender midtbyens kunst. Derfor tager denne forårscykeltur deltagerne med ud til mindre kendte afkroge, hvor kunsten også har plads.

Kunsthistoriker Trine Grøne lægger også op til diskussion af, hvad kunsten i det offentlige rum egentlig gør godt for? Og for hvem? Hvem skal bestemme, hvad vi alle sammen skal se på, og skal vi nødvendigvis kunne lide alle de kunstværker, der placeres i det offentlige rum? Turen vil være på 6-7 km. og slutter i midtbyen. Store børn (under 18 år) er velkomne og gratis, prisen for voksne er 50 kr. Husk evt. lidt at drikke og fornuftigt tøj efter vejret.

Faktaboks

I Vejle midtby alene findes minimum 30 kunstværker. Mange kunstværker er tænkt specifikt i samspil med den omgivende arkitektur. Nogle få er bekostet af privatpersoner, andre af Vejle Kommune, med tilskud fra offentlige og private fonde. Nogle kunstværker er offentligt tilgængelige eller synlige for alle, men finansieret af f.eks. en boligforening eller virksomhed.

 

Tid og sted

Fredag 13. maj kl. 17

Mødested: VejleMuseerne – Kunstmuseet, Flegborg 16-18, Vejle

Pris: Voksne 50 kr., børn under 18 år gratis.

Tilmelding senest onsdag 11. maj på VejleMuseernes hjemmeside.