I Fredericia har vi mennesker, der har brug for ekstra hjælp på grund af deres handicap. Mange af de mennesker har samtidig en stor lyst til at socialisere sig og vidensdele. Jeg er blevet inviteret til en samtale på Sundhedshuset, som er ved at udvikle sig til byens mødested.

Jeg ankommer og i forhallen sidder der en gruppe borgere, der ønsker en slags mødecafe for ligesindede. Der er tre i kørestol, en yngre kvinde som ikke har synlige handicaps, samt to hjælpere. Der er både kaffe og kage og da samtalen flyder fra start, bliver vi enige om at blive i forhallen i stedet for at gå op i det lokale, som er stillet til rådighed.

Det kan virke lidt abstrakt, folk som jeg uden handicaps kan frit mødes med mennesker uden forhindringer, men når man for eksempel sidder i rullestol, kan der komme ting i vejen, som f.eks., om man overhovet kan komme ind i et lokale. Der går ikke mange minutter, før jeg forstår, at vi på mange måder er helt ens og nedbrydningen af tabuerne omkring handicaps forsvinder helt ved basisvidensdeling.

Mens vi sidder rundt om bordet, bliver der blandt andet talt om det at køre i rullestol og se på vores infrastruktur på en anden måde. Jeg har aldrig tænkt over om en vej er for stejl, eller om man overhovedet kan komme på toilet, når man er ude et sted. Det kan kræve lang tids planlægning at skulle ud. En historie, der gør stort indtryk, er da Anne Kjærgaard fortæller om noget så simpelt som en punktering.

“Når jeg for eksempel punkterer, så kan jeg jo ikke komme nogle steder”, siger Anne og jeg spørger “hvad gør du så?” “Ja, så har jeg måske en dåse med luft, men så skal den jo efterfølgende repareres”, siger Anne.

Kaffen er vi fælles om rundt om bordet. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Når vi for eksempel skal have bilen på værksted, som nok er det hjælpemiddel, der kommer tættest på kørestolen, får vi en lånebil med det samme. For en kørestolsbruger kan det betyde flere dage nærmest låst til sin seng, ved en simpel punktering. Det skal dog også siges, at min sammenligning med bilen mere handler om magelighed, for kørestolsbrugeren er hjælpemidlet en livsnødvendighed.

Mens jeg sidder der som fluen på væggen, forstår jeg det behov som har skabt, at vi nu sidder her med borgere, der sammen med de Danske Hadicaporganisationer tager initiativ til at starte en cafe for ligesindede. Planen er, at der snart skal indkaldes til første sammenkomst og at cafeen skal køre en gang hver måned. Der vil naturligvis være tavshedspligt blandt de borgere, der deltager.

Der bliver vendt mange ting undervejs, der går kuldegysninger gennem mig, da der tales om, hvor man kan blive placeret med sit handicap. For en at de fremmødte til denne introsnak, har borgeren været placeret i et hus med næsten udelukkende demente. Der blive nikket og givet anerkendelse til både, hvor forkert det er, men også den omsorg, man skaber med en gruppedynamik. At placere en kørestolsbruger på et værelse blandt demente vil næsten svare til at køre en udtjent Skoda ind i udstillingen blandt Jaguarer. Ikke forstået sådan at nogle handicaps vejer stærkere end andre, men at handicaps er noget mere nuanceret end det.

Det er netop den slags emner, problemstillinger og dagligdagsting som skaber behovet for denne socialisering og vidensdeling. Det er selvfølgelig også kaffedrikkeri, sjov og venskaber der vil opstå.

Har du et handicap og er interesseret i at være med eller vide mere, så kontakt enten Brian Nuppnau eller Dansk Handicap Forbund Lillebælt.

https://www.facebook.com/blikfangoptikfredericia/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her