Vinderen af konkurrencen om at designe et fælles logo til Jernbanejubilæet 2016 er fundet. Bag vinderlogoet står grafisk designer Mads Flintholm, der til daglig bor i København.

Dynamik og bevægelse er ifølge Mads Flintholm nogle af kodeordene bag vinderdesignet. Han hørte om konkurrencen gennem familie i Sønderjylland og fik lyst til at prøve kræfter med at skabe et unikt logo til Jernbanejubilæet. Nu står han som vinder af konkurrencen og modtager et gavekort på 3.000 kr. til City Kolding.

Inspirationen til designet har han fået ud fra de associationer, der dukkede op, når han tænkte på togfart. ”Det skulle formidle energi og bevægelse og på samme tid vise den forbindelse, der er mellem de tre stationsbyer. Samtidig skulle det være genkendeligt og let at afkode. ” fortæller han om tankerne bag sit design.

Stor interesse for konkurrencen

Interessen for konkurrencen har været stor. Koordinationsgruppen bag jernbanejubilæet modtog adskillige bud fra hele 12 grafikere fra nær og fjern. Der var mange rigtig gode og vidt forskellige forslag, men vinderdesignet opfylder i særlig grad de ønsker koordinationsgruppen har haft til et logo for Jernbanejubilæet.

”Valget faldt på Mads’ design, fordi det har et både iøjnefaldende og præcist udtryk, der på en tydelig måde formidler visionen for jubilæet og ikke mindst den røde tråd og jernbaneforbindelsen imellem projekterne og byerne. ” siger kulturkonsulent Rikke Aakjær Steffensen. Logoet vil blandt andet kunne ses på plakater, foldere, flyers, hjemmesider osv.

Fejring af Jernbanejubilæet i 2016

Fejringen af 150 året for jernbanestrækningen mellem stationsbyerne Kolding, Lunderskov og Vamdrup løber af stablen til næste år. Alle tre byer er sammen om at fejre jubilæet med forskellige projekter og arrangementer, der finder sted i løbet af 2016.