Jeg husker da jeg var barn, kunne man komme tæt på en gravko, se en traktor eller når man sejlede med en færge var julelys i øjnene. Senere spillede man kortspillet bilkort, der kunne også være fly og både osv, nu står jeg på industrihavnen kun et stenkast fra lystbådehavnen. Foran mig er Fred. Olsen Windcarrier, så stor og imponerende at havde den været et bådkort, havde jeg smidt det i bunken og nævnt dens vægt, og taget puljen.                                            

Her står jeg trods min alder, og har samme følelse som da jeg var barn, jeg er imponeret over det storslåede mystiske skib, som flere af vores læsere har spurgt til, hvad det var for et skib. Det er Fred. Olsen Windcarrier skibet som en sen aften kom sejlende ind med lys på og satte spekulationerne i gang.

Jeg kunne vælge at prøve at spille skibskyndig, men det vil virke påtaget, så jeg forholder mig til oplevelsen at gå om borde på sådan en gigant.

Jeg er kommet igennem den første sikkerheds udfordring nemlig gennem bommene til havnen, før terrortrusler og andre ting kunne fredericianerne frit fiske og komme de her steder på havnen, så nu føler jeg mig allerede lidt privilegeret. Jeg har kørt bagved Michael Koed Aasted, som jeg nu også står her foran skibet med. Michael er Procurement & Logistics Manager hos Fred. Olsen Windcarrier AS.

Næste sikkerhedscheck er lige før den lange bro op til skibet, der sidder en sikkerhedsvagt, som beder om ID, jeg skal ligeledes læse og underskrive et par dokumenter, iføre mig vest, hjelm og sikkerhedssko.

Nu er jeg klar, vinden suser lidt hen over min hvide hjelm, vi går op af trappen, jeg tager mig selv i at kigge på det gæstekort jeg har sat på min vest, det er næsten som første gang jeg var på charterrejse med min mor og far i 80erne, mon jeg også her skal se cockpittet, eller kommandobroen som det hedder på et skib.

Da skibet lige nu er på vej mod nye eventyr, er det ikke ladet med vindmøller, derfor er der god plads, og det første der møder mig er en fodboldbane, ja selvfølgelig ikke en stadion, men det kunne der faktisk ligge her. Imponerende, jeg tror det er lidt ligesom en forelskelse, Michael Koed Aasted kan komme med så mange informationer han vil, jeg skyder løs med mit kamera for jeg er allerede solgt.

Der er noget specielt ved at gå rundt her ude på boven, der er tre mand i gang med at arbejde helt i front, men ved min venstre side, vistnok kaldet bagbord, ser jeg ind over resten af havnen, på en ny måde.

Der er rent ombord på det store skib, sikkerheden er man aldrig i tvivl om, der er skiltning overalt, og alle mand sætter en ære i at der ingen ulykker sker.

Jeg vil højere op på skibet, jeg vil se mere, og det virker som om min begejstring er smitte lidt af på Michael Koed Aasted, fordi der er ikke noget jeg ikke må se på skibet.

Vi begynder at gå op af trappen mod kommandobroen, jeg skyder løs, pludselig er vi ved helikopterlandepladsen. Der vil jeg gerne op, det lyder sejt, desværre er sikkerheden så høj at det er en funktionel landeplads, og ikke en legeplads, det forstår og respektere jeg naturligvis.

Vi træder ind i styrbordssiden af den gigantiske bygning der skyder op agter, udover de fire skorstens agtige rør der er placeret og fordelt som en kvadrat på skibet, den store kran og helikopterlandepladsen nogle af de ting der imponerede mig fra starten.

Det første der sker når døren åbnes, er at der skal skiftes til overtrækspose, den velkendte blå plastic futter ens forældre havde på i svømmehallen mens de ventede. 

Vi træder ind i de hellige gemakker, hvor skibet styres fra, jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, jeg får lyst til at stævne ud fra havnen, trykke på alle knapperne, trække i håndtagene, men mon ikke det er bedst det bliver ved drømmen om at lege kaptajn.

Noget jeg tænker over er at der er 2 af alt, så 10 meter fra den ene store kontrolpult, er en kontrolpult magen til, at styre sådan et skib kræver fuld kontrol, og styring fra alle vinkler.

Her er også rent, overalt hvor vi kommer er der rent, der er en fælles interesse i at have så sunde omgivelser som muligt, både til søs og når skibet som idag er i havn.

Jeg går ud af en anden dør end jeg kom ind af, når man ikke har været her før, er det som at gå i en 5 etagers stor labyrint, det er en mini by, godt arrangeret for her er alt man behøver.

Hyggestue, musik og billiard, kæmpe spisesal, træningscenter og jeg kunne blive ved.  

Der er lige blevet vokset gulve, tror selvfølgelig lidt der er fordi jeg er på besøg, men jeg forstår nu vigtigheden i at holde orden, når ingen plads på skibet er tilfældig.

Der er indgang for dækspersonalet direkte ind i huset, de går igennem et rum hvor de skifter tøj, så cirklen med rengøring og sikkerhed er sluttet.

Jeg fik stillet min nysgerrighed og nu er drømmen selvfølgelig at komme med ud næste gang skibet er ladet med vindmøller. Jeg slutter af med de sidste billeder i arkiv og siger tak til Procurement & Logistics Manager Michael Koed Aasted, og i særdeleshed Fred. Olsen Windcarrier for at få lov til at komme omborde, og give Fredericia Avisens læsere mulighed for at se og høre om skibet.