På fredag åbner PA Brød i Dagli’Brugsen Skærbæk. Det fortæller brugsuddeler Jacob Pedersen til AVISEN og oplyser, at det bliver Dagli’Brugsens eget personale, som kommer til at stå i bagerafdelingen.

Sidste år åbnede PA Brød i Super Brugsen Erritsø, og på fredag følger de trop i Dagli’Brugsen i Skærbæk, hvor der efter nogle justeringer i forretningen nu er klar til at åbne en ny bager.

»De er i samme forening som den i Erritsø, så det er meget naturligt. Vi har haft et godt samarbejde med Super Brugsen i Erritsø, hvor de er meget tilfredse med vores måde at drive forretning på og vores brand. Vi er fast forankret i Trekantsområdet, og derfor er det naturligt nu at udvide. Det krævede, at vi kørte en ny disk ind, og det har vi været meget fokuseret på,« siger medejer af PA Brød, Kristian Andersen, til AVISEN  og oplyser, at der har været dialog mellem parterne i et års tid:

»Det har været let, da de kender os og forretningerne kender hinanden. Vi har fået en ekstern mand til at komme og sætte den op, så det er der styr på,« siger Kristian Andersen og oplyser, at der kommer en masse åbningstilbud og at det blandt andet indbefatter fastelavnsboller i denne tid.

Der er ikke nogen anden bager i Skærbæk, men det er ikke noget særsyn for PA Brød.

»Danmark er ved at løbe tør for bagerier, og det er ikke længere hverdag, at mellemstore provinsbyger har en bager. Det samme skete for os for tre år siden, da vi åbnede i Hedensted, hvor der altså bor 14.000, men selvfølgelig skal der være nogen, der tilbyder bagerbrød,« slutter Kristian Andersen med et smil.

PA Brød, der har huse til i Vejle, er et familieejet bageri, og Kristian Andersen er den fjerde generation af familien Andersen, som står i spidsen for det traditionsrige PA Brød, som åbnede d. 19. oktober 1899, hvor Peter Alfred Andersen overtog ejendommen Skyttehusgade 28 med tilhørende bageri.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer