Hvad kan få psykiatere, læger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren til at tvangsindlægge en person?

Ønsket om at redde et liv? Et oprigtigt ønske om at hjælpe en person? Faglig stolthed? Præstige? At opretholde sit arbejde vha. tilgang af patienter? At bevise, man har ret?

I Karina Hansens sag er mange af de nævnte grunde sikkert til stede.

Lægerne og embedslægerne førte samtaler om, om Karina Hansen var i livsfare pga. sin energitabs-sygdom og derfor burde tvangsindlægges. Sundhedsstyrelsen diskuterede med sig selv om, på hvilket grundlag dette evt. kunne gøres. Psykiater Nils Balle Christensen havde brug for patienter til sit nye ME-VidensCenter, som kunne vise, at sygdommen Myalgic Encephalomyelitis, ME, lå rigtigt i psykiatrien, hvilket ME-foreningen ikke er enig i.

Den virkelige grund, kan vi desværre ikke få aktindsigt i. Da Karina Hansens læge, Stig Gerdes, forsøgte at få aktindsigt i de juridiske aspekter ved tvangsindlæggelsen, fik han frataget sin autorisation. Et ganske usædvanligt træk, som er mistrovækkende. Hvad skal for enhver pris skjules?

Og hvorfor skulle sagen bringes helt op på sundhedsminister Astrid Krags bord? Hvad var det, ministeren skulle tage ansvaret for, som man ikke bare kunne gøre i forhold til loven? En ganske mærkværdig procedure.

Og med alle de anstrengelser der blev udfoldet for at få Karina Hansen tvangsindlagt, (og som endnu ikke er klarlagt), så kan man ikke undgå at overveje motivet for tvangsindlæggelsen.

Man kan i aktindsigter se, at nogen få læger var bange for, at Karina Hansen var i livsfare, men man har som patient, hvis man er ved sine fulde fem, (og det var Karina Hansen, det findes der flere lægers ord for, inklusiv Nils Balle Christensens) ret til at bestemme, at man ikke vil indlægges, men dette blev overhørt.

Læger, embedslæger, psykiatere, regions-formanden og ministeren tog sagen i egen hånd og tvangsindlagde og behandlede Karina Hansen på trods af hendes vilje. Man overhørte hendes bønner om at komme hjem. Man gav hende ikke en patientvejleder, som hun havde krav på, og som kunne have hjulpet hende med at få indlæggelsen for en dommer og derefter til at komme hjem, og man forhindrede aktivt hendes forældre i at hjælpe hende.

På et eller andet tidspunkt blev ønsket om at hjælpe Karina Hansen (hvis der reelt har været et) til unødig og uberettiget magtanvendelse, og det ligner ondskab, når man totalt overhører den persons ønsker, som man behandler.

Der kom mere og mere til i sagen, som ikke ’så godt ud’. 

Psykiaterne, (Nils Balle Christensen og Per Fink) og hospitalsledelsen overhørte Karina Hansens ønsker om ikke at blive behandlet efter deres metoder og Karina Hansens vedvarende ønsker om at komme hjem.

Dommeren tildelte, sammen med de øvrige involverede, Karina Hansen en værge, selv om Karina Hansen var ved sine fulde fem ved indlæggelsen.

Karina Hansen havde ønsket, at det skulle være hendes forældre, som skulle være værger for hende, hvis hun skulle blive mere syg, og det havde hun underskrevet et dokument om, oprettet gennem familiens advokat. Dette dokument blev sat ud af kraft, med hvilken ret?

Dommeren i retssagen ville ikke lade advokaten indkalde vidnerne psykiater Nils Balle Christensen og værgen, x-politimanden Kaj Stendorf.

Man forsøgte at komme ud af sagen, uden at sagens rette sammenhæng kom frem

Hammel Neurocenter lod efter 1½ års tvang Karina Hansen flytte til et bosted for hjerneskadede i Hammel, uden at fortælle forældrene, at deres datter ikke længere var tvangsindlagt.

Psykiater Nils Balle Christensen sagde pludselig ved et møde på bostedet, at Karina Hansen nu ikke mere var hans patient, men at Karina Hansen nu hørte under ’psykiatrien’.

Læge Stig Gerdes forsøgte på at få aktindsigt i tvangsfjernelsen, hvorefter man tog hans autorisation, hvilket med al tydelighed viser, at også Sundhedsstyrelsen ønsker sagen mørklagt.

To anmodninger om aktindsigt i sagsakter om sundhedsminister Astrid Krags medvirken i sagen blev besvaret af ministeriet med, at man ikke lå inde med dokumentation om ministerens medvirken i sagen på trods af, at vi har regionsdirektør Ole Thomsens ord for det på en optagelse.

Man havde planlagt, at anbringe Karina Hansen på et nyt bosted her i efteråret fjernt fra forældrene, hvor der bl.a. bor narkomaner og alkoholikere, hvor man ville kunne hjælpe ”sådan nogen som hende, som var kommet dertil, hvor hun var kommet, til at komme videre” (citat af en medarbejder ved Holstebro Kommune) med aktiveringer og medicin…  og SAGEN VILLE SÅLEDES VÆRE LUKKET.

Men sagen tog en drejning

Godt at Karina Hansen og hendes forældrene tog sagen i egen hånd. Hvis Karina Hansens var blevet anbragt det valgte sted, så ville hun ganske givet være forsvundet i medicin-tåger, alene og langt fra forældrene, og det ligner unægtelig et forsøg på at gemme Karina Hansen væk, så ingen kunne få indblik i, hvad hun havde været ude for.

Konklusion

På den måde kan et evt. ønske om at redde liv blive til en sag om voldsomt magtmisbrug og derefter til et forsøg på at skjule magtmisbruget og ulovlighederne, som blev begået i forbindelse med magtmisbruget.

Karina Hansens sag er ikke desværre ikke en enestående sag, har jeg erfaret gennem henvendelser fra andre borgere.

Ministeren og politikerne bør nu træde i karakter og få undersøgt denne sag grundigt, og man bør indrømme de fejl, som åbenlyst blev begået, og forbedre lovgivningen, så sådan en sag ikke kan opstå igen.

Karina Hansen bør have en stor undskyldning og en klækkelig erstatning for al den tvang og nedværdigelse, som hun uberettiget er blevet påført gennem 3 år og 8 måneders uberettiget tvangsbehandling.

Bente Stenfalk

Næstformand i Borgerretsbevægelsen