Vil man fra Fredericias vestby ind til bymidten må man for tiden finde alternative ruter. Vesterbrogade er spærret helt fra krydset med Indre Ringvej på grund af et overgravet vandrør. Sidste sommer var de forretningsdrivende på Vesterbrogade ude med store protester imod et omfattende gravearbejde der ville lukke hele gaden i en periode. Men allerede den første dag har vist hvorfor de protesterede så meget.

“Beboerkørsel tilladt. Arbejdskørsel tilladt. Kørsel til bageren tilladt”. Sådan står der på det gule skilt der lige nu er placeret for enden af den nu spærrede Vesterbrogade. Der er ingen gennnemkørsel til Fredericias Midtby, vil man denne vej skal man finde alternativer. Det var præcis dette der vakte stor opsigt blandt butikkerne på gaden sidste år.

De gik sammen om et fælles brev til Fredericia Spildevand, der i efteråret skal lave næste etape af klimasikringen. I brevet noterede de sig vigtigheden af en gennemkørende trafik, for uden den er omsætningen bare ikke den samme. 

Det gav pote for de erhvervsdrivende i området at råbe politikere og Fredericia Spildevand op. Planerne blev ændret, således at arbejdet nu ikke ville få den samme negative indvirkning på butikkernes omsætning.

I forbindelse med den uheldige situation omkring det overgravede vandrør har Fredericia AVISEN talt med Bagermester Bjarne Wetche fra Wetches Bageri, der er en af de berørte forretninger. 

“Det er da virkelig ærgerligt, for det koster os bare med det samme”, indleder Bjarne Wetche. “Alene dagen i går kostede os mindst 1/3 af vores omsætning, så det viser jo med alt tydelighed hvor vigtigt det er for en butik som vores, at der er en gennemkørende trafik. Vi ligger lige ud til Fredericias største indfaldsvej – og det gør vi jo af en grund. Men når det er sagt, så har jeg forståelse for situationen, det er jo ikke med vilje at det vandrør er blevet gravet over”, fortsætter Bagermesteren.

“Vi er kommet godt gennem Corona, men det har da været en svær tid. Det har det været for alle erhvervsdrivende. Så at vi rammer ind i det her lige nu, ja det kunne næsten ikke times værre. Men det fortæller mig, at det var rigtigt at vi sidste sommer skabte opmærksomhed omkring os selv og vores situation, for det her har kostet allerede efter én dag med lukket i Vesterbrogade, tænk hvad det havde kostet med en længere periode”, forklarer Bjarne.

“Jeg har talt med arbejderne der går derude, de er rigtig gode til at fortælle hvordan det går. Det gør mig også lidt mere fortrøstningsfuld, som jeg forstår det kan de forhåbentlig snart lukke hullet og åbne vejen igen”, lyder det fra Wetche. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer