Outlandish spillede torsdag aften en koncert på Cirkelbroen på Østerstrand i Fredericia, hvor de sang sig ind i de mange fremmødtes hjerter.

Outlandish blev oprindeligt dannet tilbage i 1997, og de holdt sammen frem til 2017, hvor de bestod af trioen Lenny Martinez, Waqas Qadri og Isam Bachiri. I 2019 genskabte de to førstnævnte gruppen, nu som rapduo, og det kom også til udtryk under koncerten på Østerstrand, hvor der både fremkom rap, men også klassiske hits fra da det var en trio.

Efter nogen tid ind i koncerten udbrød de: Hvor mange kender spillet FIFA?

Det gjorde mange naturligvis, men ikke mange var opmærksomme på, at Outlandish faktisk har haft en temasang med i 2007. Det drejede sig om nummeret “Kom igen”, som Martinez og Qadri efterfølgende sang på scenen.

Undervejs i koncerten blev publikum også aktiveret til morskab. En pige ønskede, at der blev spillet “noget engelsk”, og det var lige meget, hvad det var. Der blev spurgt om Michael Jackson var okay, og det var det, responderede pigen.

Strandkoncerten, der varede en times tid, sluttede meget passende af med “Ready to love”, og Outlandish sendte en masse kærlighed ud til publikum på Østerstrand, der var mødt talstærkt op, og de gengældte kærligheden.